En dopingbrugers historie
– part 1 af 3   

Denne artikel præsenteres i samarbejde med Bodylab Nutrition.

Forfatter: 'Anonym'
Skrevet: 2006-07-25

Forord

I det følgende vil jeg berette om mit eget liv som steroidmisbruger, hvilke motiver jeg har haft, samt hvilken forhistorie der evt. ligger til grund for, at jeg har handlet som jeg har. Med denne artikel ønsker jeg ikke bare at fortælle om mit eget misbrug, men samtidig komme med en kritisk udredelse, så både misbrugere, potentielle misbrugere og bare nysgerrige kan få en ide om, hvad det er der foregår under overfladen i dopingmiljøet og bag facaderne, på en stor del af den hårdt pumpede danske ungdom.

Del 1

Jeg er i dag 24, og de sidste år har i høj grad været centreret omkring doping og bodybuilding. Min primære omgangskreds har alle været misbrugere de sidste år. For at min beretning skal give mening vil jeg starte helt ved starten. Jeg er vokset op i et hjem alene med min mor og lillebror. Medier har altid været en stor del af mit liv. Kabel-tv og Commodore 64 udgjorde en væsentlig del af min barndom. Jeg sad altid klistret til fjernsynet, når der blev vist tegnefilm med supermand, Batman og Heman. De mere bløde tegnefilm interesserede mig ikke. Min mor lod mig ukritisk konsumere enhver form for voldsfilm så Arnold, Stallone og Van damme var nogle af min barndoms helte. Jeg husker tydeligt hvordan jeg i en alder af 8 begyndte at fantasere om de enorme muskler min idealer bar rundt på, og hvordan min mor og idrætslærer havde pointeret, at det var havregrød der skulle til. Jeg spiste havregrød med sukker hver morgen i hele min barndom. Den dag i dag elsker jeg stadig denne primitive substans. I min barnlige naivitet, rullede jeg hver morgen efter sidste bid havregrød, ærmet op og spændte overarmen for at se om der var sket noget under måltidet. Så vidt jeg erindrer, følte jeg mig umiddelbart ret stærk efter sådan en portion havregrød.

En lidt mere sørgelig side af min barndom var, at min mor ikke var den mest stabile person i verden. Hun havde været misbruger siden hun var 14 og havde foruden min lillebror og jeg en søn mere, som var blevet fjernet ved fødslen. Mange folk har siden hen spurgt mig om det ikke var hårdt at leve med en mor, med den slags problemer. Kodeordet er ”adaption” (tilpasning), så at finde en sprøjte ovenpå køleskabet eller se min mor vælte rundt i hjemmet skræmte mig ikke synderligt, og for det andet så var hun sku alligevel sjældent hjemme.

Jeg blev anbragt i en plejefamilie da jeg var ni et halvt. Jeg var i meget stor grad en dagdrømmer, og da plejefamilien introducerede mig til litteraturens verden tog det for alvor fat. De klassiske heltehistorier fra lærredet syntes kun endnu bedre, når jeg kunne læse dem fra en bog. Jeg kan huske hvordan jeg periodisk begyndt at lave armbøjninger hjemme på linoleumsgulvet i en alder af 10. Det måtte jo give resultat, og på et og andet tidspunkt burde jeg komme til at ligne Arnold.

I skolen ville jeg altid være den bedste i idræt. Kan tydeligt huske hvordan vi havde en mindre 3- kilometers rute som vi næsten altid skulle igennem i idræt i 4,5,6 klasse. Jeg var altid i forfeltet! Som væddeløbshunde halsede os drenge af sted efter hinanden, for at blive vinderen, og når vi kom i mål, kan jeg tydeligt huske, hvordan vi smed os i græsset, og jeg var så forpustet og havde så ondt i brystet, at jeg af og til begyndte at græde. Det var også på denne tid at jeg for første gang husker jeg var villig til at tage alternative midler i brug for at bliver den bedste. Det var ensbetydende med at når vi skulle tage vores atletikmærker, selv skulle gå ned til blokken og notere de tider og meter, som læreren havde målt op for os. Og med stolthed kunne jeg ved en smule fusk forvandle et bronze til et sølvmærke!

Da jeg startede i 7 klasse startede jeg på en ny skole. Jeg var ikke den tidligst udviklede i den nye klasse og bestemt ikke den største. Tror jeg vejede 50 kg i en alder af 13 år. I klassen var der et par store drenge, og de var ikke lige så flinke. En af dem var en overudviklet knægt som også var særdeles velbygget. Kan huske hvordan jeg fra vinduet i klasselokalet observerede ham flexe sit vaskebræt for de 3 år ældre piger i 10 klasse. ”Gid det dog bare var mig” tænkte jeg. Den spirende pubertet gav mig pludselig et enormt ædeflip da jeg var mellem 7 og 8 klasse, og jeg gainede 18 kg på 3 måneder. De mange kg sad desværre ikke så heldigt, og dette skulle sørgeligt nok give anledning til, at jeg i mine sidste år af folkeskolen gik under kælenavnet ”Flæske”. Jeg var ikke smælderfed, men havde bare 10 kg overvægt, som var fordelt som en blød og blævret polstring af hvalpefedt rundt om min torso. Jeg gjorde alverdens halvhjertede forsøg på at komme de overflødige kg til livs, men uvidenhed og en mild grad af ungdomssløvsind forhindrede processen. Kan huske hvordan jeg læste om kalorier og hvor meget man forbrændte pr tidsinterval. Med min virkelighedsfjerne realitetsopfattelse, mente jeg at kunne regne ud, jeg bare skulle løbe på trapper 36 timer i streg for at komme de overflødige kg til livs. Desværre for mig, så havde jeg ikke ryggrad nok til at smide hvalpedragten. Fik som 15-årig nogle af de der samle-selv håndvægte, og jeg pumpede løs hver dag efter skole. Kun biceps og atter biceps. Til min fornøjelse gav det vist en enkelt centimeter på armene, men det blev også ved dette og hurtigt mistede jeg motivationen til træningen, der derefter forløb periodisk.

Som 16-årig i 1G i gymnasiet, skulle jeg for første gang stifte bekendtskab med et fitnesscenter. Startede sammen med en kammerat, hvis moder var så rar at betale mit medlemskab, da jeg på daværende tidspunkt ikke havde særlig meget kapital. Var for resten anbragt på ungdomsinstitution i perioden fra jeg var 14 til jeg var 17. Min træningsmakker og jeg trænede fast 3 gange i ugen og oftest 2 timer ad gangen. Hurtigt modulerede vi på det, af en instruktør, planlagte program så vores ugentlige arbejdsvolumen på biceps, triceps og pecs steg til noget nær det dobbelte. Vi var virkelig entusiastiske, men havde begge desværre denne ungdommelige fedtpolstring, der kan gøre livet surt for en teenager. Jeg kan huske hvordan jeg steg i styrke i flere af øvelserne, som primært var maskiner, og specielt mavemaskinen var jeg helt overlegen i forhold til nogen andre. Desværre gav den store arbejdsvolumen på biceps hurtigt udslag i at jeg udviklede en mildere grad af seneskedehindebetændelse, og uheldigvis for mig vidste nogle af de lidt mere garvede fyre, hvordan man kom sådan et problem til livs: Det skulle trænes væk! Resultatet blev at jeg i løbet af mit livs første træningsperiode, nåede en grad af irritation i mine små 33 cm’s arme, så jeg nærmest var invalideret et halvt år efter! Nede i fitnesscenteret trænede også en anden af mine klassekammerater, og jeg husker, hvor fascineret jeg blev, da han viste mig en af de andre drenges strækmærker på armene. Drengen med strækmærkerne var kun et enkelt år ældre end os og vældig, vældig godt bygget. Min makker og jeg fik skrabet alle vores sparepenge sammen, og fik splejset om en spand proteinpulver, som vi møjsommeligt fik opdelt i 2 lige store portioner. Nu skulle miraklernes tid begynde troede vi, men måtte desværre se os fortabt da resultaterne fortsat var lige uimponerende. På daværende tidspunkt havde jeg stadig intet begreb om fedt, kulhydrat, proteiner og kalorieoverskud, så den vigtigste faktor for vores fysiske udvikling skulle fortsat være begunstiget de få intellektuelle. På råd fra en instruktør begyndte vi at cykle for at smide hvalpefedtet, men det var ikke så effektivt som vi ønskede, og standhaftigheden sluttede da også bræt da mit 3 måneders medlemskab udløb, og der ikke forelå økonomisk mulighed for at fortsætte, da et sådant medlemskab som altid er pisse dyrt.

Formentlig på grund af det omsorgssvigt jeg havde lidt i min barndom, var min identitet og selvværd ikke særlig godt udviklet. Dette manifesterede sig i at jeg havde et behov for fysisk at imponere folk ved at gøre eller præstere, for at føle mig værdifuld og værdsat. I mine øjne var min gyldige eksistens 100 % kun berettiget af summen af gode handlinger eller præstationer. Da jeg hverken var flertallet fysisk eller verbalt overlegen havde jeg en del problemer med ikke at være alt for tilfreds med mig selv. Lige inden jeg blev 17 startede jeg til kampsport (shootfighting). Det skulle mod alle odds vise sig, lige at være noget for mig. Husker stadig smerten fra træningen, og hvordan jeg gang på gang fik bank i den kombinerede sport. Men stoltheden over dagen efter at kunne vise de mange blå mærker frem og evt. vise et trick eller to, medførte at jeg blev meget glad og afhængig af min identitet som kampsportsudøver, også selvom jeg ikke var særlig dygtig i forhold til dem, der havde dyrket det i længere tid. Efter et års tid begyndte jeg sideløbende igen at styrketræne, da jeg nu gennem en kammerat havde fået mulighed for at træne gratis. Jeg havde surfet en del på skolens Internet og langt om længe fundet nogle beskrivelser af, hvad der skal til for at gaine muskler. Kalorieoverskud og masser af protein! Så kort før min 18 års fødselsdag tog djævlen ved mig. Jeg brugte ALLE mine sparepenge på det dengang temmelig bekostelige proteinpulver fra Matas. Jeg trænede 4-5 gange i ugen, og indtog proteinpulver 5 gange om dagen! Desuden var jeg så heldig at jeg boede på en kollegium /kostafdeling 50 meter fra gymnasiet hvor jeg gik. Hvert frikvarter kunne jeg gå over på mit værelse og tage en proteinshake, og morgen, middag, aften var der stort ta-selv bord på kostafdelingen, med alt hvad hjertet kunne begære. Disse meget gunstige forhold betød at jeg i løbet af 3 måneder voksede fra 76 til 84 kg og det var så vidt jeg kunne bedømme primært masse. Med denne eksplosive start var der ikke noget at sige til at jeg fik utrolig meget opmærksomhed, og blev velanset af mange af mine jævnaldrende kammerater. Min hurtigt stigende styrke og seriøsitet var beundret. Men det er alment kendt at alle vokser bedst lige når de starter med at træne, og efter de 3 måneder nåede jeg et træningsplateau, hvor jeg hverken tog på eller af. Kunne heller ikke rigtig bliver stærkere i bænkpres, som selvfølgelig var min favoritøvelse da den jo var den enevældige målestok for din status i fitnesscenteret, blandt de unge drenge.

Et par af de noget ældre kampsportsudøvere stod i dør på den lokale Daisy. En aften da jeg kom i byen, kan jeg huske at jeg blev stoppet i døren. Dørmændene begyndte at spørge mig hvad jeg var på. Umiddelbart havde jeg intet begreb om hvad doping var og benægtede da også oprigtigt. Inden jeg fik lov at komme ind skulle jeg, til min store forundring og de andre dørmænds store morskab, stille mig foroverbøjet med hænderne på entredisken, hvorefter jeg fik et ordentligt klap i måsen. Jeg fattede ikke hvad der foregik, og da det ikke gjorde synderligt ondt fik jeg lov at slippe forbi.

Som sagt var gennemsnitsalderen til shootfighting en del over min, og en dag fik jeg et lift hjem fra træning af en fyr på små 30. Han spurgte til hvad det var der gjorde jeg havde vokset sådan, og jeg forklarede ham om min gode kost og alt proteinpulveret. Han grinede og sagde at han altså godt vidste hvordan krudt så ud, men jeg benægtede hårdnakket at tage den slags. Jeg var jo vitterligt 100 % clean og havde da også svoret mig selv under diverse foredrag gennem folkeskolen og på gymnasiet, at jeg aldrig skulle være en af de tåber der skulle underlægge sig en eller anden form for misbrug.

Når jeg ser tilbage på mig selv dengang, var jeg jo ikke en synderlig stor fyr, men bare en 18 årige knægt på 84 kg, som havde en god portion franskbrød under armene. I takt med at pigernes kommentarer til mig steg, skiftede jeg gradvist hele mit klædeskab ud til ultra stramme T-shirts og årtusindskiftets hotteste bukser. Med min stigende selvtillid, steg succesen ved det modsatte køn også. Jeg bildte mig selv ind at det 100 % var i og med at jeg havde fået en mere rank og veltrænet positur. Desværre skal det jo så siges at nutidens piger faktisk i høj grad også går efter mandeidealet, men hvad de som oftest ikke er klar over, er at det for de fleste unge mænd nærmest medfører sygelig besættelse af kroppen i stil med pigers anoreksi. Denne besættelse, i nutiden omtalt som megareksi, fjerner fokus fra hvad forhold og kærlighed egentlig handler om, og de unge mænd og drenge føler sig i stigende grad mere værdifulde, i forhold til hvor tæt de kommer til at ligge på idealkroppen. Jeg var efterhånden selv ved at blive indhyllet i denne illusion og styrketræning tog efterhånden mere og mere over for mine andre interesser, som blandt andet var litteratur, kampsport, musik og computer.

Vi var tre fire drenge der altid trænede sammen om aftenen på byens kaserne, hvor den lokale håndboldklub havde en aftale om gratis træning. Jeg havde aldrig rørt en håndbold, men på opfordring fra mine Team-danmark kammerater, skrev jeg troskyldigt under i vagten, hver gang vi gik ind på kasernen. Det var et lille men veludstyret center, som havde alt hvad en bodybuilder kunne begære. Det var også her at vi mødte de to dørmænd fra et andet af byens diskoteker. Vi spurgte dem interesseret til deres træning osv. For de var enestående meget længere fremme end os. Den ene dørmand begyndte at have sin lillebror med op at træne. Lillebroderen voksede i løbet af meget, meget kort tid fra at være en bette splejs, til at have nogle køller som os andre drenge var overbevist om, kunne få en hvilken som helst pige i byen til at falde i svime. Vi spurgte til, hvad det var der gjorde hans træning så effektiv, og uden at der blev lagt skjul på det fik vi af vide at han var på ”krudt”! ”Åndsvagt udtryk sagt af lavintelligente dørmænd” var vist en af de tanker der gik gennem vores hoveder men vi blev tilbudt det, og trods alt hvad jeg havde svoret for mig selv, så spurgte jeg til prisen og om det var farligt. 2000 kroner og på ingen måde farligt. Alt det der med sygeligt temperament, store hjerter og impotens det var bare en skrøne, eller i hvert fald ikke noget man fik af at snuppe en enkelt ”kur”. Fristelsen var enorm og min ene kammerat og jeg bestemte os for at vi gerne ville have nogen af disse vidunderpiller. Chokket kom dog så, da vi på bestillingsdagen blev bekendtgjort med at det skulle sprøjtes ind. Det virkede i mine øjne alt, alt for sygt, og sprøjter var kun noget narkomaner gjorde. Total klamt. Desuden ville jeg da aldrig blive i stand til at hugge en nål i mig selv. Vi udbad os betænkningstid, og i løbet af 24 timer lykkedes det os på en og anden måde, ironisk nok, at få det retfærdiggjort for os selv. ”Man må lide før man kan nyde” og min ven kunne da snildt stikke mig og jeg kunne stikke ham. Det hele skulle kun stå på i 8 uger og så ville det være ovre og vi ville have opnået idealkroppen på rekordtid. Vi ville være i stand til at udkonkurrere alle de andre drenge på gymnasiet, da vi både ville blive større, stærkere og flottere. Det lyder sygeligt at vi kunne være så opsat og fokuseret på en så primitiv ting, men jeg tror at det var generelt for mine jævnaldrende 18-årige dengang at fest, sprut og kvinder optog en meget stor del af vores liv, og det var i bund og grund tanken om succes hos det modsatte køn og respekt fra andre fyre der drev os frem….. desværre!
Nu var beslutningen taget, men det skulle vise sig at vi ikke blev ekspederet så hurtigt som vi gerne ønskede. Vi måtte vente i næsten 2 måneder, inden det lykkedes de flinke dørmænd at skaffe os vores krudt. Hver uge føltes som en evighed, vi var som små børn der venter på juleaften. Det kunne bare ikke gå stærkt nok!

Endelig kom dagen hvor jeg blev ringet op, om jeg kunne mødes der og der. Forinden havde jeg været forbi med 4000 kroner til dørmanden, hvor jeg overdrog dem til ham, mens han stod i døren på arbejde. 2 kg fra min ven og 2 kg fra mig. Jeg mødtes nu med vores ”dealer” som havde en pose med vores varer i. ”Der er 16 ampuller til hver, 8 af de gule og så 8 af de andre. I skal tage en gul om mandagen og så en af de andre om torsdagen” Det var noget nær den instruktion vi fik.

Jeg kan huske hvordan jeg med svedige hænder og totalt paranoid, gik tilbage til kollegiet hvor jeg boede. Kiggede mig over skulderen om jeg blev forfulgt! Med rystende fingre fik jeg låst mig ind på mit værelse og åbnet posen. Der lå de små ampuller. Miraklernes tid skulle begynde! Små helt perfekt støbt glasbeholdere med russiske og græske bogstaver. ”Deca Durabolin” og ”Sustanon”
Vi havde betalt dyrt for disse små mirakkelflasker, og faktisk også alt for dyrt, men det var først noget jeg skulle blive klar over siden hen. Min saldo stod nær bundlinjen og da vi skulle købe sprøjter og kanyler blev det til en enkelt 2 milliliters sprøjte til os hver, men nok kanyler til at vi kunne få en steril hver gang. Hygiejnen var så at sige meget kritisabel og vi brugte ikke engang spritservietter! Vi havde indhentet viden om hvordan vi skulle stikke, men vi var mildest talt ved at skide i bukserne, da vi første gang låste os inde i omklædningsrummet på kasernen. Der sad vi på gulvet med blottede lår og kæmpede for at hive den ret så tykke olie ud af ampullerne. Jeg skulle stikke min kammerat, det havde jeg ingen problemer med overhovedet. Jeg huskede at trække op i sprøjten efter at jeg havde hugget den i låret på ham, for at se om jeg havde stukket i en åre, hvilket man ikke må, da injektionssteroider er depotmedicin! Bagefter blev det min tur. Jeg havde insisteret på at ville stikke mig selv. Jeg kunne have skidt en snemand – tror det kan sammenlignes med at skulle springe faldskærm, at sidde der med sprøjten i hånden og spidsen pegende mod låret. Slask! – fik jeg den hugget i og det gjorde ikke det mindste ondt. Spændte en lille smule da jeg trykkede olien ind. Vi fik ryddet op efter os og stoppet de brugte kanyler i vores medbragte beholder. Nu var vi klar til at træne. Vi skulle træne ryg og biceps og allerede for første sæt følte jeg mig stærk som en bjørn. Totalt uvidende om at ”Deca´s” halveringstid er ca. 2 uger, hvilket vil sige at vi et det hele taget først ville kunne mærke en rigtigt effekt efter minimum 2-3 uger. Kun psyken drev os gennem det ene tunge sæt efter det andet – men det vidste vi intet om. Vi var ”på steroider” nu – og det var bare for fedt!

Som sagt var vores ”kur” på 8 uger, og vores motivation var tårnhøj. Hurtigt gainede jeg nogle kg, men som ugerne skred frem blev det ikke til meget mere end 7 kg i alt. Fra medierne og ADD’s informations-kampagner havde jeg fået indtryk af at man sådan lige rykkede 20 kg på, så overordentlig tilfreds var jeg ikke. ”Deca’en havde også givet en del væske i hovedet, men det var ikke noget jeg lod mig gå på af. Min kammerat til gengæld var hårdt plaget af ballonkinder og var skrækslagen for at folk skulle fatte mistanke. Samtidig syntes vi, det var alt for fedt, når folk endelig rettede henvendelse om vi tog noget vi ikke måtte. Mig og min ”Juicebody” gik i hver vores klasse på gymnasiet. Som følge af injektionerne kom vi til at humpe lidt på benene, da Quadriceps var den eneste muskel vi stak i. Når vi så hinanden på gangene, var det som to brødre af en hemmelig orden, der mødtes, et skævt smil og en måske lidt overdrevet trækken på det ene ben. Min body blev under denne første kur helt ekstremt kropsfikseret. Han fortalte, hvordan hans mor havde gemt badevægten væk, fordi hans forældre havde opdaget han vejede sig 3 gange om dagen. Vi forsøgte at overgå hinanden i vægtstigning, og stort væskeindtag samt flere lag tøj syntes ikke at blegne sejrens sødme, over at være den der vejede mest. Det lyder sørgeligt, men var desværre ikke desto mindre sandt. Min kammerat syntes uforanderligt at han så lille ud, så han begyndte at have store trøjer på under hans cowboyjakke, som han altid gik med. Selv indendørs kunne han finde på at have en sweater på under jakken. Vi havde begge en spirende aggressivitet og temmelig stor sexlyst som følge af de androgene bivirkninger ved steroiderne. Vi havde os nogle underlige forestillinger om hvad der foregik i kroppen, og da jeg på et tidspunkt i kuren fik tandpine var jeg overbevist om at det var fordi min kæbe voksede. Senere skulle jeg dog erfare at det kun er Hgh og IGF-1 der gør den slags ved ansigtsknoglerne. Min kammerat havde på et tidspunkt et tilfælde af en meget hård stikken i hjertet, mens han havde sex med sin kæreste. Han var skrækslagen, men episoden var enkeltstående og vi slog det hen. I dag kan jeg sige, at det formentlig har været ingenting grundet de lave doser, men der er også en mindre sandsynlighed for at hjertestikket skyldtes en smule atrofi af hjertet med manglende kapilæriseringen af hjertemuskulaturen.

Mens jeg var på kur skulle jeg skrive 3’års opgave. Det blev i biologi og ikke særligt mærkeligt valgte jeg at skrive om doping. Jeg blev skuffet da jeg modtog min problemformulering da min biologilærer ville have mig til at skrive om EPO og cykelsport og kun en kort redegørelse for anabolske steroider. ”Fandeme nej” tænkte jeg, og rapporten blev alligevel med hovedvægt på anabolske steroider. Grundet uligevægten i min besvarelse fik jeg et 8 tal, men jeg var tilfreds for i evalueringen, fik jeg af vide at jeg var overraskende godt inde i anabolske steroiders effekt på kroppen. I dag vil jeg nok syntes rapporten var på amøbestadie, og nok mest af alt bare e-viden og kontroversielle facts fremsat af ADD. Men glad blev jeg alligevel da min biologilærer spurgte til om ”jeg evt. selv havde taget sådan noget stads”, da han faktisk syntes at jeg var vokset noget på det seneste. Det var jo lidt en bekræftelse af at min investering virkede!

Tiden gik hurtigt og dagen for vores sidste stik var kommet. Hjernedødt men sandt havde vi brugt de samme sprøjter gennem hele kuren, dog havde vi skiftet nåle. Vi kendte intet til at vores egenproduktion af hormoner ville være lukket ned, og havde intet kendskab til en såkaldt ”post cycle therapy” (pct) som ville ”jumpstarte” vores egenproduktion. Grundet væskeophobningen fra vores brug af ”Deca” (nandrolone decanoate), bestemte vi os for at nu måtte det være tid til en ordentlig slankekur så vi kunne komme af med de overflødige kilo og blive fuldkomme ”cuttet”. Vi troede, det var fedt vi havde i kinderne og ikke væske, og vi vidste ikke at man ved et kalorieunderskud efter endt kur ville sabotere alt det man havde opbygget fuldkommen. Denne sabotage sker som følge af at man har stoppet sin egen produktion af det mandlige steroid testosteron, og derfor intet vækstpotentiale har lige efter endt kur. Tre uger efter mit sidste stik vejede jeg det samme, som da jeg startede og fire uger efter havde jeg en enormt traumatisk episode. Kan huske hvordan jeg i centeret skulle bænke og pludselig fra den ene uge til den anden kunne jeg pludselig intet løfte. Motivationen var fuldkommen væk. Fra at bænke godt 100 kg i sæt lå jeg pludselig med sølle 75 kg. Min første oplevelse med dette resulterede i at min kammerat og jeg slukørede forlod centeret. Vi var knuste. Intet var der tilbage af vores gainede kg. Vi havde betalt alle vores sparepenge og sat vores forventninger nok så højt for denne mirakkelkur og nu var alt spildt. Træningsfrekvensen og kalorieindtaget dalede og 2 måneder efter kuren vejede jeg 2 kg mindre, end da jeg startede. Jeg havde i mellemtiden haft nogle underlige oplevelser hvor jeg pludselig fik meget ondt i testiklerne, som desuden var skrumpet synligt. Jeg havde læst på Internettet og fundet frem til at der var noget der hed ”Clomid” (Clomiphene citrat) om kunne hjælpe mig. Jeg kontaktede min læge, og fik en tid til en endokrinolog. Ham kom jeg så til 5 måneder efter min kur. Forinden havde jeg fået taget blodprøver. Han undersøgte mine brystkirtler og kiggede på blodprøveresultaterne. Jeg havde et let forhøjet niveau af prolactin, men eller lå alt inden for normalværdierne. Prolactin er et stof som blandt andet styrer mælkeproduktion i kvinder, og er skyld i at rejsningen falder hos mænd efter orgasme. Endokrinologen var en høj, ældre herre fra Sverige. Men kraftig svensk accent sagde han inden jeg forlod afdelingen: ”Ingen har slået sine testikler ihjel med testosteron”. For ligesom at berolige mig lidt.

Efter denne første ret så kedelige episode med ”anabolske steroider” var jeg fuld og fast afklaret med, at jeg aldrig mere skulle eksperimentere med den slags. Jeg havde været dum og naiv. På daværende tidspunkt kunne jeg ALDRIG forestille mig at jeg et par år efter skulle begynder et misbrug der forløb sig til at jeg skulle sprøjte mig selv med hvad der svarer til mere end 300 ampuller, spise håndfulde af piller og opleve skræmmende oplevelser med brug af Væksthormon og Insulin.

Dette er første artikel i en serie af tre. I del 2 kan du læse om hvordan det hele pludseligt eskalerede, om mit brug af AS, om mit kælenavn ”Det rullende Apotek” og hvordan jeg skabte mig en lukrativ forretning der, i løbet af min tid som misbruger, skulle omsætte for et stort 6 cifret beløb, for at skaffe penge til mit eget forbrug og der ud over bare sødme mit liv!

Kom med din kommentar til artiklen her

Artiklen er beskyttet af de ophavsretlige regler og må ikke kopieres eller på anden måde viderebenyttes uden tilladelse fra Bodylab Nutrition.