Tilbudsguide, uge 45, 2019
And og æg!
Tilbudsguide, uge 44, 2019
Svinemørbrad og mandler!
Tilbudsguide, uge 43, 2019
Havregryn og oksefilet!
Tilbudsguide, uge 42, 2019
Olivenolie, granatæble og mango!
Vi har 65794 registrerede brugere. Nyeste registrede medlem er peinoin
Vores medlemmer har i alt skrevet 2049603 indlæg i 100423 emner
0 nye indlæg i dag
ForfatterAnders Nedergaard, MSc, PhD-studerende. Gendoping har været fremme i medierne den seneste tid, angiveligt fordi det forventes at de første gendopede atleter vil konkurrere til OL 2008. Selvom mange anser molekylærbiologien som den fagre nye verden er der stadig vanvittigt langt hjem. 50 millioners års evolution har udnyttet rammerne for vores grundlæggende design så hårdt som det kan lade sig gøre og har dermed skabt et næsten ufatteligt komplekst system. I mange af dagblads-artiklerne om gendoping præsenteres det som værende fantastisk potent og ”det vildeste shit”.
Hvad er genterapi og gendoping?Gendoping er definitionsmæssigt: ”den ikke-terapeutiske brug af celler, gener, genetiske elementer eller modulering af genetisk ekspression, som har evnen til at forbedre den atletiske præstationsevne.” I praksis er gendoping indsættelse af et gen i en atlet, oftest via en virus. Dette gen koder så for et protein, oftest et peptidhormon som EPO eller IGF, som påvirker ydeevnen på den ene eller anden måde. Hvad er en vektor?Den transportmetode man bruger til at få et gen ind i en celle eller en organisme, kaldes en vektor. Langt den mest effektive og mest brugte er en modificeret virus, og en noget mindre brugt metode er med et plasmid. Virale vektorer foretrækkes fordi de giver en bedre infektionseffektivitet (man får sat mere af det ønskede gen ind).
Hvad er det så man gendoper med? I de forsøg man har lavet med gendoping har man for det meste brugt gener fra forskellige peptidhormoner, som f.eks. EPO eller IGF, som så bliver eksporteret fra cellerne og virker som hormoner i kroppen. Det er fordi man kender effekten af disse hormoner relativt godt, fordi der findes masser af tilfælde af folk der enten har lavet for lidt eller for meget af disse hormoner. Hvordan sørger man for at der tændes for genet? Vira er ekstremt gode til at kapre værtscellens proteinsyntese apparat og det bruger man meget opfindsomt i denne sammenhæng. Virusset vil altså have cellen til at lave mange af de virale proteiner. Hvis man vil lave meget protein, er en af måderne at gøre det på, at lave meget mRNA. Hvor meget mRNA syntese der finder sted afhænger af en del af DNA sekvensen omkring (normalt før) genet, der kaldes promotorsekvensen. Promotoren hjælper altså med at ”kalde” på de enzymer der skal lave mRNA. En af de måder virusser kaprer værtsceller på er ved at have meget, meget stærke promotorer (der ”kalder” meget kraftigt på de førnævnte enzymer) der sikrer at der bliver lavet rigtigt mange mRNA’er i forhold til cellens egen evne til at lave mRNA’er for sine gener. Hvis man således har lavet en vektor til gendoping brug bruger man så en stærk viral promotor. Bivirkninger Der er en række bivirkninger som knytter sig til det man gendoper med, f.eks. vil man kunne få sukkersyge ved at have for meget væksthormon (HGH) i for lang tid, eller for tykt blod af EPO. Det er særligt vigtigt i gendoping fordi man ikke rigtigt kan standse effekten, når gendopingen først er sat i værk. Man regner med at virusser og plasmider gradvist bliver fjernet fra cellerne igen, men det er meget svært at vurdere hvor lang tid man skal regne med at dette tager. Lokalt eller systemisk?Selve gendopingen er jo lokal af natur, da virusserne ikke kan flytte sig fra det sted de bliver sprøjtet ind. Hvorvidt genproduktet primært virker lokalt eller bliver frisat til resten af kroppen og virker systemisk afhænger af hvor godt det bindes til det væv man har inficeret, hvilket i sagens natur kan være svært at forudsige. I de modeller man arbejder med nu ser det f.eks. ud til at en EPO infektion i muskler overvejende virker systemisk hvor en IGF1 infektion i muskler ser ud til overvejende at virke lokalt. Dette er stadig et relativt uprøvet aspekt ved gendopingen. Kan man teste for gendoping?Man kan indtil videre kun gendope med peptidhormoner og da man alligevel ikke kan teste for dem, udgør gendoping for så vidt ikke et nyt problem. Rent faktisk kan man argumentere for at gendoping efterlader et større spor i kroppen end regulær doping med injicérbare peptidhormoner, da man rent faktisk putter noget ind i kroppen, som man, hvis man fandt det, helt sikkert kunne sige ikke hørte til der, nemlig virusserne. Men da vira bor inde i cellerne ville det kræve en vævsprøve af det væv man regner med de sidder i og da man for det første ikke kan vide hvor de skulle sidde henne og for det andet ikke kunne få vævsprøver fra hele kroppen fra en atlet er det ikke en mulighed. Perspektiver og mulighederSom de fleste nok kan forstå er problemerne ved gendoping store uden at det tilbyder andre fordele end at det sparer folk for at injicere hormoner flere gange om dagen, samtidig med at den kan være voldsomt problematisk ikke at have kontrol over mængden af et hormon i kroppen. Set i lyset af det batteri af dopingmuligheder der allerede foreligger ser det ikke ”favorabelt” ud. Men da genterapi er et felt i hastig udvikling kommer der uden tvivl teknologiske tiltag der vil gøre det mere effektivt og mindre risikabelt. Kom med din kommentar til artiklen her Artiklen er beskyttet af de ophavsretlige regler og må ikke kopieres eller på anden måde viderebenyttes uden tilladelse fra Bodybuilding.dk |