Interview med Kim Kold

Introduktion:

Navnet Kim Kold burde vække genklang hos de fleste brugere her på siden. Manden er bogstavelig talt svær at komme udenom med sine 193 cm – og langt langt over de 100 kg – som mange brugere ser som benchmark for, om man er rigtig mand eller ej.
Dem, der ikke kender ham som Dansk Mester i bodybuilding anno 2006, kender ham med stor sandsynlighed fra kortfilmen ”Dennis”, som muligvis er et de mest genpostede emner her på bodybuilding.dk

Allerede kort efter de første posts omhandlende ”Dennis” her på siden, begyndte der at gå rygter om, at den på et tidspunkt skulle ende som en spillefilm. Sidste år fik vi endelig bekræftet, at det var tilfældet – og mange har spændt ventet på resultatet lige siden.

26. Januar er datoen, hvor vi endelig kan sætte os tilbage i mørket og se ”10 Timer til paradis”, som resultatet endte med at hedde, og i den forbindelse fangede vi Kim på mobilen for at høre, hvordan det hele står til.

Din rolle i ”10 timer til paradis” bygger jo på kortfilmen Dennis, hvordan endte du nogensinde i den?

Jamen det gjorde jeg ved, at jeg fik en henvendelse oppe i City Fitness, dengang de castede hovedrollen til "Dennis". De skulle bruge en stor og muskuløs fyr, og så fik jeg det den vej igennem.

Hvor lang tid gik der så fra, I havde lavet Dennis, til du vidste at det faktisk blev til noget med ”10 timer..”?

Det vidste vi faktisk allerede kort efter. Mads (Matthiesen, Instruktør ) og jeg havde talt sammen løbende, og han og Pieter (Martin Pieter Zandvliet, manuskriptforfatter) var gået i gang med at skrive på denne her film, som var en efterfølger med nogenlunde samme tema som Dennis, med hensyn til den karakter jeg nu spillede, forholdet til min mor osv.

Jeg vidste det rimelig hurtigt efter - 1 års tid vil jeg tro - hvor de begyndte at skrive på den. Og så gik det jo slag i slag derfra. 

I perioden op til det endelige manuskript - man laver jo flere manuskripter, og så til sidst skriver man det om og laver et ”final manuskript” - havde jeg været hjemme til en masse prøver, workshops og sådan noget for at se, om jeg kunne spille. Nu var det jo helt andre penge, der skulle bruges, og finansieringen skulle i hus, så de mennesker, der stod bag, ville gerne se det selv.

Du var med på idéen hele vejen?

Ja, absolut! Mads er jo ikke kun en dygtig instruktør og et sødt og rart menneske, vi har også udviklet et venskab, ham og jeg imellem, så jeg var ikke i tvivl - det ville jeg 100%. Hvis Mads kom og spurgte mig, så ville jeg gøre det. Jeg er ikke så sikker på, jeg havde sagt ja, hvis det var kommet ud af den blå luft fra en anden instruktør, men jeg tror det faktisk ikke.

Så det var ikke kun ”filmen”?

Nej, det var Mads simpelthen. Mads er jo et supergodt menneske, og man skal tænke på, han er instruktør og det er hans fremtid det her. Det er jo ikke mit liv, min fremtid og det jeg skal leve af.
Jeg har jo mit eget job og sådan ved siden af, men da han kom og præsenterede projektet for mig, var jeg ikke et øjeblik i tvivl. Og jeg ville gøre det igen for Mads, hvis det var det.

Nu er det jo ikke ligefrem den typiske ”storfyr-rolle”, så hvor meget Dennis er der egentlig i dig?

Nada!

Nada? Hvorfor?

Vi kan ikke sammenlignes på nogen punkter overhovedet. Jeg er selvfølgelig et godt menneske, og jeg har også hjerte overfor bestemte ting. Men den karakter jeg spiller, er en diametral modsætning til, hvad jeg er og har været her i livet. Så de kan ikke rigtig sammenlignes. Men Mads kunne selvfølgelig se nogle ting i mig, som han kunne bruge og fremtvinge til ”10 Timer til Paradis”. Det er jo hans professionalisme, der kan se det og ved, hvad han skal bruge til sin film.

Jeg fulgte jo bare med og gjorde, hvad han sagde. Og det er så endt med at være blevet til en hel film.

Hvad har så været det mest lærerige ved at spille en, der er en så diametral modsætning til det, du render rundt og er som person?

Jeg ved ikke rigtigt, om det har været lærerigt, men det har været en udfordring. Jeg skulle lære at spille en karakter, der ikke tilnærmelsesvis ligner mig selv. Og det er svært, da jeg jo ikke er en skuespiller. Det Mads han fandt i mig, det blev vi sådan set enige om, at dét skulle jeg bare holde mig til.
Han vidste jo godt, at jeg ikke var skuespiller, og hvis jeg bare holdt mig til at sige og gøre de ting og spille den karakter, som han nu skulle bruge - så kunne det jo ikke gå galt. Og det gjorde det jo så heller ikke, må man sige.

Så det er altså ikke skuespillet du går ind og satser på nu?

Nej, det kan man ikke sige. Man kan jo aldrig vide, om der kommer noget efterfølgende, men det er bestemt ikke noget, jeg sætter næsen op efter eller har forventninger til. Jeg har lavet et stykke arbejde i samarbejde med Mads og resten af holdet, som er tilfredsstillende, og folk er glade ved – og kommer der ikke noget igen, så er jeg også ligeså glad ved det, som jeg var før.

Kommer der noget igen, vil jeg selvfølgelig tage stilling til, om jeg vil gøre det igen, da jeg jo også har andre ting i livet at tænke på.

Så der er ikke et drømmescenarie i forhold til skuespillet?

Nej det kan man ikke sige. Jeg gjorde det her for Mads, og det siger jeg til alle - havde det ikke været for ham, så havde jeg muligvis ikke gjort det.

Hvad skal du så bruge tiden på nu?

Jeg ejer et vagtfirma, vores træningscenter og et hotel, hvor jeg beskæftiger 40 mand med dørmandsarbejde, bodyguards og personbeskyttelse henover sommeren og en lille smule om vinteren – mest sommeren naturligvis.

Så det er dit eget paradis du har der?

Ja, det kan man godt sige. Jeg kan i hvert fald gode lide det.

Hvad fik dig til at forlade Danmark? (Kim bor i Spanien)

Jeg blev skilt og havde faktisk talt med min daværende kone, om at tage afsted og prøve noget andet.

Så ville skæbnen så, at vi blev skilt - og så tænkte jeg: ”Skide være med det, nu tager jeg sgu chancen, og så rykker jeg.” Jeg havde nogle gode venner dernede i forvejen, så jeg gjorde det med omtanke.

Så det var altså ikke bare noget der kom ”ud af den blå luft”?

Nej, jeg havde jo nogle venner dernede i forvejen, så jeg startede ikke bare fra bar bund. Nu har vi så, i fællesskab, fået oparbejdet et godt koncept på de 4½ år, jeg har været her.

Tidligere var det måske en lidt mere snæver skarre af folk der kunne genkende dig på gaden, når du kom til Danmark. Hvad siger du til udsigten, til nu snart at kunne blive genkendt af ”familien Danmark”?

Det tænker jeg slet ikke så meget over. Det er, som det er´. Jeg er jo en sød og rar fyr, og hvis der kommer nogen, så svarer jeg gerne på spørgsmål. Og hvis der kommer nogen og spørger om et billede, uanset om det er i bodybuilding kredse – ja, det har jo mest været der - så er man venlig, smiler sødt og bruger tid på det.

Det er jo så klart, at det vil jeg ikke være afvisende overfor, det er jo en del af det. Og man kan godt risikere, at det bliver sådan, at man bliver genkendt, og folk kommenterer det, når man møder dem.

Det er også blevet sådan i forbindelse med ”Dennis”, som har været brugt på mange skoler, at der er mange mennesker, der har set denne her lille film. Nu er det jo lidt anderledes - det kommer lidt bredere ud som spillefilm i biografer, megen omtale af mit navn, Tv og alt det her. Og så er der premieren i næste uge, udtagelsen til Sundance Film Festival og Göteborg Film Festival her i februar. Så jeg må tage det, som det kommer. Jeg er ret meget nede på jorden, hvad det angår.

Så er det jo her at det er endt indtil videre, men hvorfor startede du i sin tid med at træne?

Jeg havde været kontraktspiller i fodbold i nogle år forinden, havde en masse dumme skader og havde mistet lysten til at spille fodbold. På daværende tidspunkt arbejdede jeg sammen med Thomas Davidsen, og havde snuset lidt til træningen i forbindelse med fodbolden, hvor det var en del af vintertræningen at træne i centret.
Jeg syntes, at det faldt mig naturligt og Thomas var der jo, da jeg skulle lave noget andet og sagde: ”Vi skal jo træne” – og så trænede jeg. Og det har jeg så gjort siden. Det er 20 år siden, eller mere.

Hvor meget tid er der så til træningen nu?

Jamen, jeg bruger stadig en god del tid. Jeg træner fem gange i ugen, passer stadig min kost, powerwalker om morgenen, og holder mig i god form.

Så der er ikke meget der har ændret sig der?

Nej, men jeg konkurrerer ikke mere. I hvert fald ikke på nuværende tidspunkt. Jeg har jo haft travlt med mit arbejde og det, jeg skulle lave. Jeg konkurrerede sidst i 2010 i Spanien to gange, og det var sådan mere i forbindelse med filmen.

Jeg var på diæt fra 4. januar 2010 og sluttede først den 10. december 2010. Det var den sidste optagedag, og jeg skulle jo bruge en form til filmen, som var det til en konkurrence.

Det var lidt hårdt, men godt og lærerigt. Nu er jeg ikke på diæt længere, men jeg holder stadig en god kost, træner og det vil jeg blive ved med at gøre. Så kan det jo være, at jeg får lyst til at stille op igen, når jeg får overskuddet.

Savner du det?

Nej, det gør jeg bestemt ikke. At stille op, konkurrere og forberedelse – det er jo 110%. Man bruger ikke tid på så meget andet end det - og det er der ikke plads til det med mit arbejde. Og da man ikke bliver rig af at være bodybuilder på nogen måde, så er jeg nødt til – med den alder jeg har - at sørge for at få tjent nogle penge og stifte mig en fremtid, i stedet for at rende rundt med hovedet under armen og konkurrere år ud og år ind. Og så først skulle starte, når jeg når den alder, hvor det ikke kan lade sig gøre mere - det dur ikke.

Så jeg har valgt at gøre det nu, og når jeg har etableret mig og har fået det, jeg skal bruge, så kan jeg jo konkurrere igen.

Hvad siger kroppen til det? Kan den holde til det?

Ja, det synes jeg nok – altså 7-9-13. Jeg synes ikke, jeg har haft problemer med de store skader, for jeg har jo også kigget efter mig selv og holdt de pauser, jeg skulle holde – og med hensyn til træningen, har jeg været meget afvekslende og været påpasselig med, at jeg fik de mineraler, vitaminer og ting og sager, som jeg skulle.

Det er en ekstremsport, som overbelaster kroppen – og så i andre forbindelser har jeg slappet lidt mere af, så man ikke får overbelastet kroppen fra alle sider, når det var, man var på diæt.

Jeg synes bestemt ikke, jeg føler mig gammel, og jeg synes heller ikke, det gør ondt, når jeg træner. Jeg synes stadig, det er fedt at træne, og det er dejligt at komme op blandt mennesker og nyde atmosfæren.

Hvad med de unge, der måske selv kunne tænke sig at konkurrere, har du nogen gode råd til dem?

Altså et godt råd er , at man skal søge viden. Hvis man ikke har den viden - hvilket man sjældent har som ungt menneske - så skal man søge viden og komme så godt fra start som overhovedet muligt med den rigtige vejledning. Det er meget meget vigtigt, at man kommer godt fra start.

Jeg var pisseheldig, at have Thomas Davidsen som vidste lige præcis, hvad man skulle gøre for at træne den rigtige del og nå det bedste resultat. Mange unge mennesker bruger jo 3-4-5-10 år på at rende rundt i et træningscenter og hive lidt her og der – og ikke rigtig sætte noget system i det. Så lige pludselig finder de ud af, at de gerne vil konkurrere, og så er der måske for stor ubalance i kroppen, fordi der er nogle muskelgrupper, som man elsker at træne og nogle, som man måske ikke elsker at træne ligeså meget. Så får man med at skulle bruge lang tid på at udligne ubalancerne.

Så det er vigtigt, man søger råd hos professionelle eller hos folk, som i hvert fald ved kan give de råd, man skal bruge.

Føler du at du har et særligt ansvar når du nu har dit eget center?

Ja, absolut! Jeg har selv haft mange atleter tidligere, og du har bestemt et ansvar overfor de mennesker, som du har med at gøre. De skal have den instruktion, de nu måtte have brug for. Det er klart, det er mit ansvar, at de ikke kommer til skade, når de nu er i et center på et eller andet niveau. Men jeg kan selvfølgelig ikke rende rundt og holde dem i hånden alle sammen.

Vores atleter er selvfølgelig også en del af mit ansvar - at få skubbet dem i den rigtige retning og sørge for at de får det, de skal bruge af gode råd og vejledning fra min side.

Det er ligesom enhver anden sportsgren – nu er jeg ikke nogen træner, men jeg er ham, som ejer det sted, hvor de kommer og træner. Og så er det mit ansvar, de får gjort det rigtige, og ikke forvolder skade på sig selv.

Hvad byder den nærmeste fremtid så på? Med eget center og vagtfirma, må du være en travl mand?

Jamen ja, jeg er en travl mand, men vinteren er jo min sommer. Jeg arbejder fra påsken eller lidt før til engang i august-september. Der arbejder jeg døgnet rundt med mit firma, hotellet og vagtservice - og der er travlt. Også med hensyn til klubben, der skal have vores assistance med dørfolk. Så der bliver arbejdet igennem.

Lige nu er det så afslapning. Vi forbereder os til påske igen med at gøre alting klar - og jeg skal jo lige have gjort alt det her færdigt (i forbindelse med filmen, red.). Jeg kommer hjem igen i februar engang, efter at jeg har været i USA, Sverige og herhjemme til premierer og, hvad der nu ellers skal være. Og så holder jeg mig jo selvfølgelig i form.

Har du noget her til sidst, som du vil dele med Bodybuilding.dk’s brugere?

Det er jo ikke gode råd, men jeg vil da sige til alle som træner, at de skal hænge i. Og selvom det ikke altid er lige let, og det måske er hårdt at få det resultat, man gerne vil have, og man ønsker måske at tage en genvej, som måske er knap så sund – eller knap så velovervejet, vil jeg sige, at man ikke skal gøre noget dumt. Træn med omhu og omtanke.
Hvis man så ønsker at konkurrere og ønsker at bringe sporten videre á la professionel stil, skal man bestemt søge råd, og man skal sætte sig ind, hvad man skal gøre og, hvad man IKKE skal gøre, for at få det resultat man gerne vil have.

Kommenter interviewet her