Jeg fandt hendes kritik på facebook via en ven og har fået lov til at poste forløbet her.
DItte har skrevet til TV2 og kritiseret deres såkaldte træningsekspert Anne Bech, som ofte kommer med råd og vejledning af tvivlsom karakter.
På opfordring fra mange af jer kommer her mit læserbrev ... Er klar over at man kunne inddrage mange flere aspekter, men det var vigtigt for mig at skrive i mit eget sprog - lige fra hjertet
(...)
Jeg skriver til jer, for at gøre jer opmærksomme på nogle forhold omkring Anne Bech, der pt fungerer som fast ”træningsekspert” på Godmorgen Danmark. For overskuelighedens skyld, har jeg inddelt mine kritikpunkter i 3 kategorier:
1) De konkrete udtalelser som Anne Bech kommer med – set i et rent træningsfagligt perspektiv
Anne Bech er gentagne gange kommet med observationer /udtalelser som udelukkende bygger på hendes egne meninger, og som ikke har rod i nogen fysiologisk forståelse eller viden. Fx antagelsen om at styrketræning, her defineret som enhver træning der involverer større modstand end 2 pilates bolde (hvad der svarer til vægten af ½ liter cola i hver hånd), vil virke anderledes på kvinder end på mænd? Der ligger intet videnskabeligt bag dette, og hvis man søger blandt attraktive, veltrænede kvinder vil det være svært at finde et minimum af evidens.
Desuden er der flere af de øvelser, som Anne Bech demonstrerer i godmorgen Danmark, som slet ikke involverer de muskelgrupper, som der påstås. Dette gælder især for ”armtræningen”, som for størstedelen af øvelserne består af statiske skulderøvelser. Uddrag fra bloggen ”supertraining.dk” som illustrerer denne problematik:
”TV2 gør som vanligt, og serverer til laveste fællesnævner. Det er helt evident når man ser videoerne hvor Anne demonstrerer nogle blandede kropsvægt øvelser. Fejlinformationen har et omfang jeg ikke vil adressere fyldestgørende, så her kun konkrete punkter:
Første øvelse i “del2”-videoen fremlægger Anne som en øvelse til armene. Hvad der imidlertid vises er at man står med næsten strakte arme og bevæger dem frem og tilbage. Armene bøjes ikke mod modstand, de strækkes ikke mod modstand. Skuldrene kontraherer isometrisk i og med overarmsknoglen holdes i ca 90 graders abduktion fra torso, og derudover kontraherer de lidt i at bringe armene frem og, sammen med øvre rygmuskulatur, tilbage.
Resultat af armtræning? Ingenting. Bedre armtræning ville være at børste tænder, og tandbørstning er elendig armtræning.”
Jeg er godt klar over at Anne Bech's stakkels bikini-makeover-damer selvfølgelig taber sig i den måned som de deltager i ”testen”. Det ville de fleste overvægtige/ moderat overvægtige mennesker hvis de blev udsat for en stærkt kaloriereduceret diæt. De fleste ville også opleve en positiv effekt ved at gå fra at være fysisk inaktiv, til mere fysisk aktiv. Dette er ikke automatisk bevis for at træningen fungerer optimalt – ej heller bevis for at Anne Bech har nogen faglig kompetence.
2) TV2 som troværdig tv-station
Jeg har min daglige gang på Institut for Idræt ved Københavns Universitet, hvor påstanden omkring Anne Bech's status som træningsekspert modtages med mistro og hovedrysten. I bedste fald kan det opfattes som morsomt tenderende til latterligt, i værste fald som et problem for TV2's troværdighed. Hvis jeres andre ”eksperter” er lige så inkompetente inden for deres fagområde, hvorfor skulle man så overhovedet følge jeres debatter?
Af denne grund vil jeg mene at det ikke alene er Anne Bech, som har et troværdighedsproblem, men faktisk hele TV2 / Godmorgen Danmark.
3) Anne Bech som ”rollemodel” for andre kvinder
Min motivation for overhovedet at kontakte jer, er primært at jeg mener at Anne Bech modarbejder oplysning omkring hensigsmæssige træningsvaner for kvinder. Hun modarbejder de budskaber som alle (veluddannede) trænere har forsøgt at sprede i årevis: Kvinder skal træne med styrketræning hvis de vil undgå skader, tabe fedt og forbedre deres kropssammensætning. Det er videnskabeligt bevist at kvinder ikke producerer nok testosteron (mandligt kønshormon) til at få en abnormt stor muskelvækst som følge af (selv ekstremt tung) styrketræning. Hvis de gjorde, ville det være fysisk umuligt for fx kvindelige vægtløftere at fastholde en kropsvægt på under 55 kg med en træningsuge bestående at op til 11 tunge træningspas!
Ved at fremstå som en ekspert på TV, bliver Anne Bech automatisk en rollemodel for en masse kvinder som har begrænset eller ingen viden om sundhed og træning. Disse kvinder bliver ved hjælp af et sandt bombardement af fejlinformation og floskler overbevidst om at kvinder som Madonna og Demi Moore har opnået fantastiske resultater uden at røre en vægt overhovedet. En påstand som er yderst mistænkelig.
Anne Bech bruger udtryk som ”maskulin træning” om helt almindelige øvelser som push-ups, som kvindelige idrætsudøvere har udført i årevis. Desuden bruger hun meget energi på at kritisere mandlige trænere, og at retfærdiggøre sin egen tilgang alene ud fra devisen at ”nu er jeg jo selv kvinde”... Her vil jeg gerne sætte foden i og gøre det helt klart, at vi er MANGE kvindelige trænere, atleter og fagpersoner som IKKE deler Anne Bech's synspunkter (og som faktisk har åbnet en bog og undersøgt sagen!).
Det er mig en gåde, at der åbenbart ikke er en eneste journalist på Godmorgen Danmark som har ofret 2 minutter af deres tid på at researche de påstande som der fremføres af jeres egen ”ekspert”. Den slags mangel på kildekritik og journalistisk integritet troede jeg, at TV2 holdt sig for god til. Jeg tog fejl.
De bedste hilsner,
Ditte Elisabeth Jacobsen
Personlig træner og Idrætsstuderende
http://www.fitasfuck.wordpress.com







