I dag har jeg ikke trænet, da jeg har valgt at blive munk og derfor bare har filosoferet hele dagen. Og selvfølgelig wanket igennem som man nu gør når man er en prima munk.
Som den filantropiske munk jeg er, vil jeg dele min visdom med jer, og i dag berette om filosoffen Friedrich Nietzsche som i mange år har været en stor inspirationskilde for mig.
Hvis du synes mit indlæg er en kende langt, så fuck dig. MTV-zapper-generation-idiot. Læs og lær, it's the way of the masters.
Nietzsche skrev en meget mærkelig bog der hedder Således talte Zarathustra. Om Vismanden Zarathustra der har vigtige ting at berette for menneskeheden. Her får I min analyse af bogen. Et lille projekt jeg hyggede mig med en eftermiddag.
Gud er død! Gud er død! Så grundlæggende kan man præcisere bogens tema. Gud er død og hvad så? Zarathustra har et svar på dette, som han er ivrig efter at dele med verden, men før jeg kommer ind på dette, vil jeg lige få det grundlæggende på plads.
At gud er død, er en tanke vi allerede bliver præsenteret for i bogens indledende kapitel:
”Skulle det virkelig være muligt? Denne hellige olding har i sin skovensomhed endnu ikke hørt, at Gud er død!”(9, midt)
Den hellige olding der hentydes til, er en gammel Gudtilbeder som Zarathustra møder på sin vej ned fra det bjerg, hvorpå han i 10 år har boet og har udtænkt de store tanker, han nu vil dele med resten af menneskeheden. Hans noget selvfølgelige påstand om at Gud er død, bliver man bare nødt til at acceptere, for man får ikke nogen klar forklaring på hvorfor og hvordan Gud døde, andet end filosofiske spekulationer:
”Ak brødre, den gud, jeg skabte, var menneskeværk… som alle guder… Jeg overvandt mig selv og min lidelse… Og se! Da veg spøgelset fra mig.(25, ned) ”Denne nysgerrigste, alt for påtrængende, alt for medlidende – måtte dø. Mennesket tåler ikke, at et sådant vidne lever.”(219,midt) og et andet sted: ”Det skete, [guds død] da de ugudeligste ord gik ud af en guds mund – ordene: ”Der er kun én Gud! Du skal ingen guder have foruden mig!” – En gammel gråskæg af en gud forglemte sig sådan en gang i sin skinsyge. Og da lo alle guderne og vaklede på deres stole og råbte: ”Er da ikke netop det guddommelighed, at der gives guder, men – ingen Gud?””( 148, ned-149, øverst).
Vi får altså en noget spekulativ begrundelse for Guds død, men mere kan man vel heller ikke forlange, for som Zarathustra siger:
”Hvad pøbelen en gang lærte at tro uden grunde – hvem kan vel omstyrte det med grunde?” (239, øverst)
Nye mål Zarathustra går altså ned til menneskene, for på baggrund af Guds død, at fortælle dem sit glade budskab. Og hans budskab, hans svar på Guds død, tolker jeg som værende følgende: Når nu Gud er død, så findes hverken himmel eller helvede eller godt eller ondt, og synd er der heller ikke længere noget der hedder. At synde betyder egentligt ”at gå fejl af målet”, men man kan ikke gå fejl af målet når man ikke længere har nogle pejlemærker, i form af godt og ondt, at navigere efter. Mennesket står med andre ord fuldstændigt frit. Det er den rene skære nihilisme der hersker. Men hvad så? Jo så må menneskene selv sætte deres godt og ondt; selv finde en mening og et mål med tilværelsen; selv skabe den etiske sfære de vil leve i. Det bliver de simpelthen nødt til, nu hvor de objektive værdier som Gud havde pålagt dem, er væk. De kan ikke gå uden for en dør inden de har gjort det, for hvordan skal de handle over for de mennesker de møder?
”Leve kunne intet folk, som ikke først havde værdsat…”(48 øverst) ”Fri for hvad? Hvad kommer det Zarathustra ved! Men klart skal dit øje forkynde: fri hvortil? Kan du give dig selv dit godt og dit ondt og hænge din vilje over dit hoved som en lovbog? Kan du være din egen dommer og din lovs hævner?” (52, midt)
Det er jo en uhyre opgave han kommer og befaler menneskene en ganske almindelig eftermiddag, og han er ikke engang færdig endnu.
Overmennesket Zarathustra har endnu nogle store tanker han skal af med, for at glæde menneskene og lette deres fortvivlelse over, det som Jean Paul Sartre senere kaldte, ”at være dømt til frihed”. For når der nu ikke er noget himmerige mere; når der nu ikke er noget større at se frem til efter dette jordeliv; intet evigt liv. Ja så er dette korte liv på denne planet vi kalder Jorden, det eneste vi har før vi ender som ormeføde i den mørke grav. Og så har vi bare at leve for dette liv og for denne jord. Det er simpelthen det eneste vi har og derfor det vi skal fokusere på. Nu får Jorden og menneskene endelig deres tid, i stedet for det forløjede bavl om himmerige.
”Jeg besværger jer, brødre, vær jorden tro og lyt ikke til dem, der taler til jer om overjordiske håb!”(10, midt)
Og han indtager et klart evolutionistisk standpunkt da han fortæller dem om sin sidste store tanke, nemlig den at menneskene skal stræbe mod at blive de ypperligste skabninger der nogensinde har vandret på Jorden:
”I har tilbagelagt vejen fra orm til menneske… engang var I aber… Jeg lærer jer om overmennesket… Alle væsener har hidtil skabt noget ud over sig selv: og I vil nu være denne store flods ebbe… Overmennesket er jordens mål. Jeres vilje skal sige: overmennesket skal være jordens mål.” (9 ned-10 midt)
Det er altså en form for viljestyret evolution han prædiker. Menneskene skal forsøge, ved en ren viljesindsats, at blive disse prægtige, såkaldte overmennesker, for på den måde at give Jorden en storslået gave, som tak for at få lov til at leve. Men hvad er så dette overmenneske? Ja vi får ikke noget konkret at vide, andet end at det er det menneske der formår at sætte sin egen vilje igennem og skabe sine egne værdier og sit eget godt og ondt, og som er villig til at tage konsekvensen af sine valg. Altså et ekstremt individualistisk menneske.
”Det er en mental og eksistentiel tilstand, hvor et stærkt selvberoende menneske har sat sig ud over enhver form for livshæmmende religiøsitet og idealisme, og ikke bare tager til takke med småligheder som velstand og velvære, lykke og nytte, men bestandigt fordrer det absolut optimale af sig selv.” (Peter Thielst – jeg er ikke noget menneske jeg er dynamit! s. 218-220)
Det sidste menneske I modsætning til overmennesket sætter Zarathustra det han kalder ”det sidste menneske”. Det er det menneske der er veluddannet, anset i samfundet, klarer sig godt, er lykkeligt, er tilfreds med at være tilfreds, tror han ved alt og kender alle sandheder, og i det hele taget er så velfornøjet med sig selv, at han ikke formår at foragte sig selv. Kort sagt, det menneske der synes han er så perfekt, at intet højere kan opnås. På den måde bliver han, så at sige, det sidste menneske; den store evolutionistiske flods ebbe, hvor topmålet synes nået, og hvor selvtilfredsheden hersker. Og det er dette farefulde klippeskær Zarathustra, med sine nye mål, vil forsøge at guide menneskeheden uden om. Det er derfor han føler sig kaldet til at komme ned fra bjerget og dele sine tanker med menneskene.
”Så vil jeg da tale til dem om det foragteligste på jorden: ”Vi har opfundet lykken” – siger de sidste mennesker og blinker med øjnene. De har forladt de egne, hvor der var hårdt at leve: thi man trænger til varme… man har sit lille mål af lyst for dagen…” (s 13-14 afsnit 5)
Det er simpelthen fordi han elsker mennesket og jorden så højt, at han gerne vil se det nå dets ultimative form. Og så fordi det er det eneste der er. Når jordelivet er det eneste der er, så kan han ikke holde ud at se det være ”mindre” end det kunne være. Derfor har han så meget imod komfort og veltilfredshed, fordi det gør menneskene middelmådige, og det kan han ikke holde ud at se på, med sit større mål for øje.
Talerne Bogen veksler bestandigt mellem handling og Zarathustras taler, som udgør størstedelen af bogen. I disse taler kommer Zarathustra med sine bud på hvorledes verden skal indrettes, nu hvor menneskene kun har Jorden og dem selv at leve for. Det er en slags nyvurdering af alle hidtidige sandheder, og et voldsomt opgør med kristendommen, dens dyder, moralbegreber og dogmer. Han ser kristendommen som en sygdom; en svaghed der skal foragtes af alle som vil være Jorden tro.
”Sygdom var det og svaghed – de skabte alle hinsides-verdener” (26 øverst)
Han er endda så barsk at han, med hensyn til alle de, som mener at livet kun er lidelse og som derfor længes efter døden og himmerige, proklamerer:
”De vil så gerne være døde, og vi bør bifalde deres vilje! ...så lad dem da præke livsopgivelse og selv fare hen!...Dræb dig selv!” (37, midt)
Også én af kristendommens hjørnesten, nemlig næstekærligheden, får en omvurdering:
””Du” er erklæret hellig, men endnu ikke ”Jeg”. Derfor stimler menneskene sammen om næsten.” (50, øverst)
Dette kunne tolkes på den vis, at hvis man ikke sørger for at give sit eget liv mening først, så bliver næsten, så at sige, en afgud. Én man kaster sig over for at få noget mening i tilværelsen, fordi man ikke føler en værdi, i sig selv. Med andre ord: Hvis alle lever for andre, hvad værd har så den enkelte? Hvad er vi så andet end en lang række af dominobrikker, hvor den enes fald river resten med sig, i ét stort kaos af meningsløshed?
”Men jeg siger jer: jeres næstekærlighed er jeres ulykkelige kærlighed til jer selv.” (50, midt)
Han omvurderer alt i en retning som han synes er mere ædel og ikke så ”kvindagtig” og svag som kristendommen. ”Han er som en Moses der kommer ned fra bjerget, blot har han selv skrevet sine tavler” (Peter Thielst – jeg er ikke noget menneske – jeg er dynamit! s. 215, midt), med hvad han mener, er de redeligste og mest ædle værdier. Hvor radikale hans tanker er, kommer godt til udtryk da han taler imod helt grundlæggende menneskelige love, som gælder i de fleste samfund, nemlig: du må ikke stjæle og du må ikke slå ihjel. Han mener nemlig at selve livet er rov og drab, og at menneskene derfor nærmest nedvurderer og bagtaler livet når de ser med negative øjne på disse to ting.
”Du skal ikke røve! Du må ikke slå ihjel! – slige ord priste man engang hellige; men…Er der da ikke i alt liv selv – rov og drab? Og når slige ord pristes hellige, blev så ikke dermed sandheden selv – myrdet?” (165, afsnit 10)
Også i forhold til kampe om godt og ondt, altså værdikampe (som i sidste ende kan føre til krig mellem mennesker og nationer og dermed til drab), taler han positivt:
”Og i siger venner, at man ikke kan strides om smag og behag. Men alt liv er en strid om smag og behag!… ve alt levende, som vil leve uden strid om vægt, vægtskål og vejer.” (96, midt)
Han fremhæver også herskesyge, selvdyrkelse og vellyst som tre af de nye dyder som de fremtidige mennesker skal prise. Han ser det ikke som noget ”sygt” at en stærk sund person ønsker at herske og dyrke sig selv, tværtimod er det et sundhedstegn. Et tegn på at de stærke igen tør stå ved sig selv, og ikke skammer sig over dem selv, som de kristne, ifølge Zarathustra, formåede at få dem til tidligere ved bestandigt at prikke til de stærkes samvittighed og medfølelse. De få mennesker med denne løvevilje, ser han gerne sultne, voldslystne, ensomme og gudløse. Disse stærke mænd interesserer sig ikke for hinsides verdener, for de formår at skabe sig et godt og meningsfuldt liv på jorden. Derfor kan Zarathustra sige:
”Ja vel: hvis I ikke bliver som de små børn, skal I ikke arve himmeriges rige. Men vi skal slet ikke ind i himmerige: vi er mænd – så skal da jorderiget være vort!”(262, øverst)
Forfører? Zarathustra har mangt og meget at fortælle folket, men kun nogle få forstår hvad han siger og tager det til sig. De fleste griner blot af denne ensomme med det sære budskab. Nogle få tager dog hans lære til sig, og han får nogle disciple. Man kan synes det er sært at en mand der prædiker ekstrem individualisme får disciple, som følger hans vilje og lære blindt, og dette bliver han da også selv opmærksom på. Til sidst i 1. del, går han bort fra disciplene og beder dem finde deres egne veje, ud fra det udgangspunkt han har givet dem. Han ønsker ikke at være en Jesus; en forfører; en som folk tror på:
”Det – er nu min vej – hvor går jeres? Således svarede jeg dem, der spurgte mig ”om vejen”. Thi vejen findes slet ikke!”(159, ned) ”Man takker en lærer dårligt, hvis man vedbliver at være elev …I siger – I tror på Zarathustra! Men hvad vægt ligger del vel på Zarathustra! …hvad vægt ligger der vel på alle troende!”(65, øverst)
Den store middag Til sidst i bogen møder vi én, som har taget Zarathustras lære til sig og har udviklet den i sin egen retning. Det er ham der kalder sig åndens samvittighedsfulde. Han har skabt sin egen verden ud fra hvad han ville. Han studerer, ikke hele blodiglen, det er for stor en opgave for et enkelt menneske, men blodiglens hjerne. Han har fundet sin niche; det som han vil leve for.
”Hellere intet vide, end vide mange ting halvt. Hellere være en nar på egen grund, end vis på fremmed mening. Jeg – går på min grund: - hvad betyder det om den er stor eller lille?”(204, midt)
”Det handler om… den skabende indsats, hvor man udtømmer sig og forløser sine ideer, og hvor det, man giver livet i pant for at leve, gør en forskel: der står et værk tilbage – ikke nødvendigvis et mesterværk, men noget en vilje ville.”(Peter Thielst – Jeg er ikke noget menneske – jeg er dynamit! s. 220 midt)
Dette er en karakteristik af det menneske Zarathustra gerne ser fremkomme, og da han til sidst sidder i sin hule med sin lille forsamling af de som han kalder ”de højere mennesker” – et slags forstadium til overmennesket; en lille gruppe, som har bevist at de er på rette vej, føler han, at den store middag er nær. Dvs. han føler han kan se overmennesket i horisonten, som en fjern drøm der er rykket nærmere. Han føler tingene går i den rigtige retning og at hans tid er kommet.
”Dette er min morgen. Min dag begynder: Kom nu, kom frem, du store middag!”(271, ned)
Et evangelium? Stil og indhold hænger ubønhørligt sammen i denne bog. Det ville ikke fungere hvis den var skrevet i en mindre poetisk og højstemt stil. Det er en meget ”bibelsk” stil, eller måske rettere, en meget ”bjergprædiken-agtig” stil.
”Og først når I alle har fornægtet mig, vil jeg vende tilbage til jer. Sandelig, med andre øjne, brødre, vil jeg da søge dem, jeg mistede; med en anden kærlighed vil jeg da elske jer.”(65, midt)
”Dog, mennesket lever jo ikke af brød alene, men også af det gode lams kød…”(234, midt)
Det virker som om det er meget bevidst at denne bog, som forsøger at være en slags antikristen pendant til det nye testamente, selv benytter sig af samme højstemte suggestive stil. På den måde bliver den endnu mere provokerende end hvis den blot var skrevet i en kold, analytisk og videnskabelig stil. Umiddelbart kan den godt virke meget vred og anklagende i al sin rasen mod de kristne værdier og ideer, men der er lige så meget dityrambisk og overskudsagtig livsglæde. Der er endog plads til narrestreger og humor i denne ellers, på mange måder, højtidelige bog. F.eks. hen mod slutningen, hvor Zarathustra er overbevist om at de højere mennesker er højere mennesker, og har sat sig ud over behovet for at bede til nogen større magt, indtil han finder dem forsamlede, tilbedende et æsel, mens de lovpriser det i smukke vendinger:
”Han bærer vor byrde; han tog tjenerens skikkelse på sig… se dog hvordan du aldrig støder nogen fra dig, hverken tiggere eller konger. De små børn lader du komme til dig…” (s 258-259)
Zarathustra tror de er blevet forrykte, indtil det hæsligste menneske, fortæller ham at det blot var en spøg. De driller ham, for som Zarathustra selv har fortalt dem: ”Ikke ved vrede men ved latter dræber man grundigst” (261, midt) Det er en velkendt teknik for komikere, som Nietzsche med denne stil, benytter: Humoren kan afvæbne megen selvhøjtidelighed. Hvor alvor og argumenter kommer til kort, kan humoren udstille og latterliggøre på en måde, der overbeviser langt bedre end argumenter.
Zarathustra kommer altså med sit glade budskab om, at den gamle gud; tungsindets gud; den gud der straffede sine egne skabninger, er død:
”Hvor ofte har han ikke været vred på os, denne vrede-fnyser, fordi vi forstod ham så dårligt! Men hvorfor var hans tale ikke mere tydelig og klar? Og var det vore ørens skyld, nu vel, hvem gav os de øren, som hørte så dårligt? Alt for meget mislykkedes for ham, denne pottemager, der ikke havde lært sin kunst til gavns. Men at han hævnede sig på sine potter og skabninger, fordi de mislykkedes for ham – det var en synd mod den gode smag.”(214, ned)
Nu er menneskene frie! Frie fra denne hævner og opretholder af objektive værdier. Nu har de frihed til at skabe en helt ny ædel verden baseret på jordeværdier, med jordemål og menneskemål for øje, og Zarathustra kommer med dette glade budskab, med et overskud så stort. Jeg kan ikke huske hvor, men jeg læste et sted for nogle år siden, at Nietzsche skulle have udtalt, eller skrevet et sted: ”Først med denne bog fik verden sit sande evangelium!”
I alt: 751
Medlemmer: 3
Skjulte: 0
Gæster: 748
