En dopingbrugers historie - 3 af 3

Artiklen er skrevet af en anonym bruger

Har du ikke læst del 1 - så gør det her først.

Har du ikke læst del 2 - så gør det her først.

Del 3

Sidste del af min historie endte med, hvordan mig og en makker fik et lille kursus af nogle suspekt lignende typer i reglerne indenfor det sorte marked. Vi var i alt tre stykker i min hjemby, der kørte lidt steroidesalg på fritidsbasis, men det skulle der nu hurtigt blive sat en stopper for, da folk med tilsyneladende lidt mere alvorlige interesser i markedet, end os, fik os forklaret spillereglerne.

Vi var skræmte og mine venner proklamerede straks, at deres forretning nu blev lukket og slukket, og de gjorde da også alvor af det. Jeg har altid været typen der skulle have skåret tingene ud i pap, og været temmelig grænsesøgende. Man skulle tro at disse mennesker havde formået at skære det ud for mig, men der gik ikke andet end et par dage, så havde jeg undertrykt chokket og gemt det væk i mit baghoved. (Sætning slettet af admin).

Der gik heller ikke længe og så kørte min forretning stille og roligt igen. Denne gang var det dog med kraftige instruktioner, til mine kunder om hvad og hvor mit navn måtte nævnes, og jeg beholdte kun et lille udsnit af kundekredsen – dem jeg stolede allermest på. Til mit held fik jeg også nogle rigtigt gode udenbys kontakter som var 100 % troværdige og aftog nogle gode mængder varer.

Det sidste halve år, kunne mest af alt betegnes som at jeg havde ligget i brak. For lige at sætte lidt tid på så var det de første 6 måneder af 2005. Jeg gad ikke have noget fast arbejde og ernærede mig nu udelukkende ved at stå i dør i weekenderne og derudover indtægterne fra min lille forretning. Som beskrevet i forrige del af min beretning, lå jeg nu på min maxvægt, ca. 110 kg, plus minus et par stykker, alt efter hvor meget vand jeg lige bar. Jeg kørte på konstant, for jeg ville jo ikke under nogen omstændigheder ryge ned i vægt igen. Nu havde jeg fundet et leje hvor jeg syntes jeg befandt mig godt, og så måtte jeg jo bare betale prisen, den dag jeg skulle off. Så småt havde jeg dog indstillet mig i mit hoved på, at det først var noget der skulle ske når hjertet holdt op med at slå. Og alligevel ikke, for min samvittighed nærede mig, og jeg vidst godt at det var noget rigtigt lort jeg havde gang i. Jeg elskede den følelse af mandighed og brutalitet, steroiderne gav mig. Når jeg var på arbejde i døren blev min selvtillid boosted når jeg følte jeg fik sat de ”slemme” drenge på plads, med en mildere underdrivelse af ekstrem vold. Jeg kan fx huske en episode hvor jeg blev kaldt hen til nogen der stod og skændtes. Jeg tonsede gennem de dansende skarer og konflikten når lige at eskalere da jeg når frem til gerningsstedet. Jeg smider mig i mellem de to stridende parter og spørger hvad der foregår. Mit adrenalin niveau er højt og mit testosteronniveau er ca. hvad der svarer til 25 jævnaldrende mandlige diskoteksgæsters. Den ene af de to gutter der er ved at komme op at slås, siger jeg skal blande mig uden om. ”HVAD” siger jeg. Og han beder mig holde kæft. Mine frontallapper går i sort og med venstre hånd slår jeg hans øl ud af hånden i en nedadgående bevægelse, så den bliver smadret mod gulvet. Endnu inden øllen rammer gulvet, fyrer jeg højre hånd frem og får ved i struben på fyren med et jerngreb hvorefter jeg med venstre ben fejer ham, og med vægten af min overkrop kaster jeg hans hoved mod gulvet. Til min fryd kan jeg se dødsangsten i den lille fnatmides øjne, da jeg presser ham mod gulvet. Så tager jeg ved med begge hænder om hans hals og flår ham op i stående position igen, hvorefter jeg smider ham ud.

Folk mente jeg var lidt for aggressiv, men jeg syntes bare det var fedt. Jeg rørte aldrig nogen, der ikke havde fortjent det, og min filosofi udviklede sig til noget i stil med ”brændt barn skyr ilden”. Havde man først en gang lavet ballade, når jeg var på arbejde så gjorde man det ikke igen. I ovennævnte episode havde den forulempede fyr før haft karantæne fra stedet og mange gange ikke vist respekt for dørmændene. Med sølle 10 sekunders steroidbaseret intensitet var manden kureret, og jeg har siden kun set ham opføre sig pænt og slå blikket ned når han passerede døren.

På nuværende tidspunkt er det nok ikke længere så interessant, at høre om mine kuropstillinger, men der i mod hvilket ny ”spændende” præparater jeg stiftede bekendtskab med. Jeg synes ok om min størrelse, men var noget så grusomt træt af symmetrien. Jeg var enormt bred over ryggen og havde temmelig massive skuldre samt rimelig gode brystmuskler. Mine lår var massive og nogen gange ligefrem belastende at gå rundt med, da de i varmt vejr forårsagede skarvesår mellem benene. Heldigvis var mine testikler så indskrumpede og for det meste gemte de sig et sted i bughulen, så de ikke blev generet af mine lår.  Utilfredsheden lå primært ved mine overarme. Havde ok triceps men syntes ikke jeg kunne få biceps til at følge med. Faktisk var omkredsen temmelig lille i bodybuilding øjemed. Sølle 46 cm måtte jeg nøjes med. En fyr på min størrelse ville være pænest med 50 cm’s overarme. Biceps træning var på ingen måde nedprioriteret. Jeg havde læst diverse artikler og prøvet et væld af forskellige træningsprogrammer med fokus på biceps. Jeg havde eksperimenteret med op og neddrosling af bicepstræning, deload perioder, decideret overtræning og forskellige former for periodiseringer. Umiddelbart var min eneste erfaring at ”dropsets” var det, der virkede for mig. Første gang jeg indførte dette gainede jeg 1,5 cm i omkreds i løbet af 2 måneder. Princippet, for dem der ikke skulle vide det, går ud på at man vælger en øvelse, lad os sige almindelige dumpell curls. Finder en vægt du kan curle 12 gange. Så snart du har taget den sidste repetition, slipper du vægtene og tager 2 nye der vejer 70% af den første vægt og curler videre med 12 reps til hver arm. Eksempelvis kunne man starte med at tage 12 reps med 20 kg’s håndvægte, efterfulgt af 12 reps med 14 kg’s håndvægte.    Det er supervigtigt at vægtene er tilpasset, så du kun lige præcis kan køre den sidste rep. Praktisk taget kører du næsten til ”Failure” det vil sige der hvor musklen giver op og du ikke kan mere uanset hvor meget mentalt du ellers er indstillet på det.

Mere vil have mere

På diverse bodybuilding sites kunne jeg læse mig frem til, at musklen var omgivet af en hinde kaldet facia. Denne hinde er meget stærk og slutter tæt om musklen. Ifølge bodybuildernes teorier kan denne hinde hos nogen være så stram, at de ikke tillader musklen at vokse mere end til et bestemt punkt. Her kommer så den virkelig kontroversielle del af historien. De hævder at det derfor kan retfærdiggøres at bruge siteinjections med steril olie, for kunstigt at presse musklen op til en størrelse hvor den strækker facia og gøre denne mere smidig så fremtidig hypertrofi af biceps bliver muliggjort.

Jeg havde hørt og læst om folk der sprøjtede jordnødeolie i biceps, for at få dem større og syntes at dette lød så ekstremt dumt og lamt, samt at det var et udtryk for ekstreme selvværdsproblemer, at jeg aldrig selv ville stifte bekendtskab med det. Sjovt nok skulle jeg nu, med denne ”Facia” teori i baghovedet begyndte at retfærdiggøre siteinjections i biceps. I første omgang skød jeg bare ”Ganabol” også kaldet EQ og indeholder stoffet boldenone. Ganabol kommer i 50 ml’s vialer og er beregnet på veterinær brug. Etiketten er smukt prydet med køer og grise på grøn baggrund.  Jeg måtte desværre erfare, at denne olie ikke rigtig gav nogen udvidelse af biceps, men derimod en del smerter og komplikationer i form at store blå mærker omkring injektionsstederne. Dette skyldes at overarmen er spækket med blodårer og kapillærer og det kræver meget kendskab at kunne jage en 0,8x40mm nål igennem uden at perforere nogle årer, så der løber blod ud i den omkringliggende muskel. Grunden til den manglende udvidelse af facia og som følge forøgelse af volumen på biceps ligger i at olien kun cirkulerer kort tid i musklen inden den diffunderer ind i blodbanen og bliver nedbrudt i systemet. Nu må folk ikke tro at Ganabol har en kort halveringstid – den har nok den  længste af alle steroider. Ca 14 dage går der før den første halve del af selve steroidet er gledet ud i blodbanen. Men steroidmolekylerne ligger sig i depoter inde i musklen i længere tid end olien. Her er det så at en eller anden mand opfandt vidunderproduktet ”Synthol”. Det skulle efter sigende være en kompleks olie, som havde en særdeles lang levetid inde i musklen. Helt op til 3 måneder og derfor var det ikke nødvendigt med særligt hyppige injektioner. Jeg var klar på ideen og begyndte at forske i hvor jeg kunne skaffe dette. Skriv ”Synthol” på Google og du får flere tusinde hits. Hurtigt blev jeg klar over at langt det meste der var i omløb bare var almindelig steril jordnøddeolie, hældt på flasker, med en smart label. Jeg spurgte ad i diverse fora og lod mig fortælle at den rigtige synthol i dag blev lavet af et firma der hed ”Syntetic Industries”. 100 ml kostede vist 100$ men det var i min verden ikke de store penge, for noget der måske ville give den ultimative biceps. Jeg bestilte 2 flasker og modtog dem en lille uge senere med ekspresmail fra USA.

Ved første syn så flasken fin og professionel ud, men første gang jeg stak en nål gennem gummimembranen kunne jeg mærke at noget var galt. Når jeg trak nålen ud efterlod den et hul i gummiet, som nok nærmere var en blød plast. Endvidere opdagede jeg at denne plastmembran var påmonteret med skruelåg. Det vil sige en yderst usikker emballage, som var nemt kunne inficeres af bakterier. En normal gummimembran på en vial trækker sig 100% sammen og gør det muligt at vende vialen på hovedet, uden at der løber noget ud eller ind. Min 100$ vial lå og dryppede hvis man lagde flasken ned. Jeg var forundret da jeg mente at have søgt rimelig meget på produktet. Jeg skød nu de følgende uger hver anden dag i hver biceps. Det var et smertehelvede uden lige for de havde i hvert fald tilsat benzylalkohol (BA) for at holde indholdet sterilt. Det gjorde så fucking ondt den første time efter en injektion, at jeg kun kunne ligge og jamre i sengen. Skuffelsen var ikke desto mindre ENORM, da jeg til min fortvivlelse fandt ud af at størrelsen på min biceps, kun steg med 1,5 cm som følge af hævelser og faldt ned igen i løbet af et par dage, så mine arme havde den samme omkreds som før, nu bare spækket med blåsorte stikmærker. Det var virkelig langt ude men min medførte stædighed for at bruge et produkt jeg har ofret penge på, gjorde at jeg kørte de 200 ml til ende med stor skuffelse som følge. Tak til ”Syntetic Industries” for en masse arvæv i mine biceps uden et forøget volumen resultat til at opveje.

På kort tid var jeg nu heldigvis kureret for leg med Synthol. Så næste projekt måtte være at få min fedtprocent ned. Jeg begyndte en periode med regelmæssige cardio og spiste en moderat mængde T3. T3 er en analog til det stofskiftehormon, som vi selv producerer i vores skjoldbruskkirtel. Nogle mennesker udvikler stofskiftesygdomme som følge af uheldig genetik, dårlig kost eller oftest som bivirkning i forbindelse med medicinsk behandling for andre sygdomme. Tilstanden ”for lavt” stofskifte er yderst sjælden, selvom mange fede gerne ville ønske at dette kunne være årsagen til deres overvægt. Trods den lave hyppighed af mangel på thyroidhormon, er der et rigt udbud i udlandet på T3. T3 tri-iodid-thyroidhormon. Som med alle andre eksogent (udefra) tilførte hormoner medfører det et negativt feedbacksvar i kroppen som gør at kroppen nedjusterer sin egen naturlige produktion af stofskiftehormon. Overdreven brug kan medføre en permanent stofskiftesygdom, som ikke er noget man skal ønske sig. Jeg så bort fra disse risici og kørte på med en 100 mcg’s dosis hver dag i 6 uger hvorefter jeg gradvist trappede ned. Normalt trapper man også op, men jeg havde kortvarigt brugt produktet før og mente nok, at jeg var supermand nok til at dette ikke var nødvendigt. Det var da også kun et lettere ildebefindende og nogle hede døgn de første dage, inden jeg kunne tolerere dosen. Faktisk følte jeg et godt boost på T3 og fedtprocenten faldt da også mærkbart, men tålmodigheden med en langsom og sikker diæt var der ikke.

DNP - det farligste stof indenfor bodybuilding

Jeg måtte dykke ned i mit medicinlager og se hvad jeg havde af produkter. DNP 2,4-dinitrophenol – det farligste stof inden for bodybuilding, kun med en mulig konkurrent – Insulin! DNP koster ikke en skid når man selv bestiller det hjem fra udlandet. Det er en cellegift, som vist kun bliver brugt til at slå insekter ihjel med. Tidligt i forrige århundrede brugte man det eksperimentelt, til overvægtige personer, men indså hurtigt at det indebar alt for stor risici. Ved overdosis bliver du bogstaveligt talt kogt indefra. Stoffet virker ved at sabotere et vigtigt led i stofskifteprocessen. Det er komplekst at forstå, men billedligt svarer DNP til at du træder speeder og kobling ned i en bil samtidig. Det eneste du får ud af dette, er at du brænder en helvedes masse benzin af med stor varmeudvikling i motoren til følge. Spiser man kulhydrater, mens man er på DNP øger det ”benzinindsprøjtningen” yderligere med faretruende varmeudvikling til følge. Jeg fik det mildest talt ad helvede til når jeg spiste DNP. Jeg havde langt om længe fundet et stof, jeg dog havde respekt for. Jeg tog ”kun” den højest anbefalede dosis. Tror det var ca. 600 mg men vil ikke hænges op på det tal. Resultatet blev at jeg rendte rundt med feber og var meget, meget træt. Det er forbudt at træne cardio på DNP, da varmeudviklingen så vil blive katastrofal. Jeg skulle dog forsøge mig, men måtte i løbet af 5 minutter erkende at en stepmaskine ikke går sammen med DNP. Jeg kørte alt i alt DNP i en uges tid og tabte et par kg rent fedt på denne uge. Man siger at med korrekt dosis og optimal kost, kan man smide op til 1 pund fedtmasse om dagen.  Ikke overraskende var jeg selvfølgelig utilfreds med resultatet, for kun en fedtprocent på 5 ville nok på daværende tidspunkt kunne stille mig tilfreds. I stedet var den efter DNP noget nær 12 og det med en ordentlig gang bloat (væskeophopning) så på ingen måde godt ud. Til sidst skal det tilføjes at DNP også er kræftfremkaldende.

Mine 2 sidste projekter – Synthol og DNP var umiddelbart ikke noget hit og jeg begyndte så småt at være lidt træt af krudt. Det havde i lang tid bare været en naturlig del af min dagligdag, men det var kostbart og den sidste tid havde jeg stået stille trods store anstrengelser for mit ve og vel. Endvidere havde jeg fundet ud af at min kondition var blevet så møghamrende elendig, at det var problematisk at være eksplosiv i meget mere end 30 sekunder af gangen. Det gjorde jo for et eksempel bare at dørmandsjobbet blev endnu mere brutalt – da jeg kun havde et halvt minut til at pacificere de uomgængelige gæster, inden jeg selv ville gå død.

Sjovt nok skulle det, der fik vækket min interesse for cardio, være min seksuelle formåen. Testosteron i store mængder giver et abnormt boost i ens sexliv. Erektion, holdbarhed og liderlighed blev 10 doblet. Det betød for mit vedkommende at jeg kunne banke løs i en time med en pik af jern uden at komme. Faktisk blev det kondien, der gjorde at jeg efter en times vilde anstrengelser og en stakkels udpulet pige, måtte erklære at hun kunne komme, men ikke jeg. Det var i sig selv frustrerende nok til at jeg begyndte at dyrke noget cardio.

Omtrent samtidig begyndte jeg at køre væksthormon og det ændrede min kropskomposition mærkbart. Det var her, at jeg pludselig begyndte at få en del af de kommentarer, fra det modsatte køn, som jeg var så opsat på og ikke havde fået i en længere periode på grund af mit oppustede udseende. I løbet af en kortere fase, blev min mentalitet fuldkommen ændret og jeg begyndte at planlægge at komme off. Jeg ville have et fuldkomment stop med steroider i en periode af længere varighed dog ikke for evigt. Jeg begyndte at indse at man ikke kom nogen vegne ved at være ON konstant, og derfor måtte der en længere pause til, som nok heller ikke ville gøre skade.  Planen var at jeg skulle holde et års pause. Jeg snakkede med mine venner om det, og de syntes forståeligt nok at det var en rimelig fornuftig ide fra min side. Mit liv havde de sidste måneder været lidt for langt ude. Ikke nok med at jeg havde kørt T3, DNP, Synthol og nu væksthormon (HgH) – så var jeg for første gang i mit liv også faldet for fristelsen til at prøve amfetamin. Det var en af mine gode krudtvenner, der introducerede mig for det – og jeg var sådan set rimelig afvisende til at starte med, da jeg følte at jeg havde store moralske forpligtelser i forhold til mit job som dørmand. Men fortrængning og fornægtelse fik hurtigt retfærdiggjort, at det da var noget jeg burde prøve. Fik kun et par streger de gange jeg prøvede det, men resultatet var det samme hver gang. Et godt humør, meget snakkende og øget svedtendens. Selvtilliden var i top – men når jeg så vågnede næste morgen: BANG – mine depressive tendenser harmonerede på ingen måde med dagen derpå nedtur fra amfetamin. Begge gange jeg prøvede stoffet røg jeg helt i kælderen og det tog mig flere dage at komme oven på igen.

Tid til at revurdere livet

Jeg prøvede at sætte mit liv i perspektiv og kunne godt se at det her så dumt ud. Specielt når jeg tænkte på min oprindelige familie – et mønster af misbrug jeg aldrig ville ende i, men nu var jeg mere end uhyggeligt godt på vej.  Jeg samlede sammen til min PCT – post cycle therapy. Den sidste cyklus som skulle bringe min naturlige testosteronproduktion tilbage til normalen og mine testikler tilbage i pungen. Min filosofi var som altid, ikke overraskende: En ekstrem PCT til en ekstrem misbruger. Lige præcis i det her tilfælde tror jeg, det var fornuftigt nok. Jeg skulle have store doser HCG, tamoxifen og clomid. Derudover havde jeg 300 IU væksthormon til at sørge for en hurtigere effekt af PCT’en. Det med vækst var vist mest for at undgå at miste for meget masse, men jeg bildte nu også mig selv ind, at det primært var fordi jeg havde læst at det nedsatte rekreationstiden, for at ens egenproduktion røg tilbage til normalen.  Væksten var symbol på at jeg alligevel ikke var villig til at slippe misbruget. I dag er jeg af den overbevisning, at den eneste vej ud af et misbrug er ved ændring af det mentale fokus og ikke bare ved et stop. Kender mange inklusive mig selv, der er stoppet helt med krudt for en tid. Men deres fokus har udelukkende været på kroppen, kompositionen og deres selvværd og selvtillid er faldet proportionalt med deres størrelse. Er man ikke villig til at opgive sit primære fokus på sin krop, så er man ikke villig til at opgive sit steroidmisbrug. Med disse tanker i hovedet besluttede jeg mig for at min OFF dag skulle være for good. Jeg skulle ikke have steroider igen!

Ifølge en guide jeg fandt på nettet, var det en god ide at have fastsat en OFF dag. Det vil sige en dag hvor du på forhånd har timet, at her tager du dit sidste skud, din sidste pille – what ever. NU skulle det bare være for mig og derfor var det meget passende, at det nærmest skulle være en lille ceremoni for mig. Dagen blev fastsat til 1 oktober 2005. I bodybuilding kredsene, er der utrolig meget ligegyldig small talk om krudt, oplevelser med krudt, salg, planlagte fremtidige kure, planlagte fremtidige mål osv. Vi havde i min vennekreds, haft en del sjov om at fantasere om den smerte, man ville opnå ved at skyde 10 ml på en gang. En af mine venner sagde han ville sponsorere en 10 ml vial til mig med det langsomt virkende test, hvis jeg ville skyde det på en gang. Det blev så en aftale og den 1 oktober 2005 mødtes vi alle hjemme hos en kammerat. Denne dag var nemlig helt speciel  - det var ikke bare min OFF dag, men også dagen for afholdelsen af bodybuilding 2005. Vi skulle tidligt af sted for at komme til Herning, hvor konkurrencen blev afholdt, og jeg havde været på arbejde i døren dagen før. Havde maks. fået en times søvn inden jeg mødtes med vennerne. Vi var alle fremtrædende medlemmer på Bodyhouse, ca. 8 i alt og en enkelt kom helt fra København. De andre var informeret om min OFF ceremoni og min kammerat hev 10 ml´s vialen frem FUCK – han grinede da han rakte mig en prop/suspension mix. Det er en fordeling med 100 mg testosteron propionate og 100 mg testosteron suspension pr ml. Suspension går direkte i blodet og er ude igen efter 12 timer og propionate bliver også forholdsvis hurtigt aktivt. Både propionate og suspension går for at være det allermest smertefulde man overhovedet kan skyde. 1 ml af stadset kan nemt gøre ondt i flere dage efter. Her skulle jeg så have serveret en kombo, af de to stoffer og i en dose på 10 ml. Det var med blandede følelser, at jeg indvilgede i at gøre det alligevel. Mine venner var flade af grin og alligevel var de godt klar over, at det var sindssygt hvad der skulle til at ske. Men mit sidste skud skulle jo være med stil og det tog mig ikke mange minutter med nervøs tvivl og grinen om at jeg SKULLE skyde den vial. Heldigvis havde vi ingen 10 ml´s sprøjte så 4 sprøjter med 2,5 ml i hver blev gjort klar. Den dag i dag kan jeg stadig grine ved tanken om det billede, hvor jeg står halvnøgen, mens en af mine venner skyder mig i røven. Billedet blev taget med mobil, og er ret så sjovt netop på grund af min vanvittig smertefulde grimasse og min kammerats diabolske ansigtsudtryk. 2,5 ml prop/susp i hver balle og hvert lår. Jeg nød den umiddelbare meget intense opmærksomhed, jeg fik mens jeg fik mit sidste skud. Det var i hvert fald sket med stil! Dernæst gik turen til Herning hvor vi først så forbedømmelserne til showet og dernæst var vi ude at spise og hygge. Da aftenens finaler var veloverstået, var jeg ved at være godt og grundigt rund på gulvet. Jeg havde som sagt næsten ikke sovet om natten på grund af dørmandsarbejde, og nu begyndte jeg at føle mig noget omtåget. Jeg tog i byen med gutterne selvom jeg var enormt smadret og fik i dagens anledning også lidt at drikke. Så begyndte det at trække i benene, og jeg kunne mærke hvordan jeg blev stiv i kroppen. I løbet af nogle timer humpede jeg rundt med et par ømme røvballer og 2 trælår til mine venners inklusive min egen morskab. Det var på tide at komme i seng. Jeg erindrer ikke hvordan jeg kom hjem, for jeg boede et par kilometer uden for byen, men til gengæld husker jeg i hvert fald da jeg vågnede næste morgen. Jeg havde så ondt fra livet og ned. En helt ekstrem smerte som var så intens at jeg ikke kunne lokalisere den til noget specielt sted. Man skulle tro det var lige omkring injektionsstederne det gjorde ondt, men i stedet var det bare det hele. Det var med en smerteplaget stønnen og ansigtsgrimasser som kun set hos fødende kvinder, at jeg kom op at sidde i sengen. Kunne ingen ting. Måtte kalde på min sambo som gav mig sokker på og hjalp mig i tøjet. Resten af dagen lå jeg som en invalid på sofaen og spekulerede over, hvorfor det skulle gøre SÅ ondt. Det var trods alt kun 2,5 ml pr injektionssted og jeg havde da prøvet 1 ml prop en masse gange før. Jeg var rimelig deprimeret over smerten, men samtidig glad ved tanken om at det nu skulle have fået en ende. Også godt med lidt smerte til at markere, hvad det var for noget lort jeg havde indtaget for sidste gang.

Dagen efter skulle jeg i skole. Jeg fik kæmpet mig ud i min bil og kørt i skole. Jeg var totalt færdig i hele kroppen og syntes min vejrtrækning var langsom og besværet. Ud over smerten syntes jeg der skete noget andet inde i mig. Mit hjerte slog langsomt og jeg var virkelig, virkelig træt. Efter de 2 første timer ringede jeg til lægen og fortalte om lørdagens bedrift. Han var bekendt med min brug af AS, men nok alligevel rimelig forbavset over, hvilken ekstremt stupiditet der lå til grund for min sidste handling.  Chokerende var det for både læge og mig da jeg en time senere sad hos ham og mit blodtryk viste sig at være 90 over 70. Et almindeligt sundt blodtryk er 120 over 60 og mit lå som regel på 150 over 70. Min læge bestilte straks en seng på sygehuset, hvor jeg skulle opserveres. Han ville have mig hentet i en ambulance ved lægehuset, men jeg fandt det dybt latterligt, da sygehuset lå 500 meter derfra og jeg ikke ønskede for meget opmærksomhed. Trods hans kraftige protest fik jeg alligevel lov at tage bilen der ned, hvor jeg lod mig indlægge.   De tog et væld af blodprøver på mig og jeg skulle aflægge urinprøve og så videre. Derudover ultralydsscannede de mine organer, da de argumenterede med at de lige så godt kunne tjekke mig helt igennem nu de var i gang. Dernæst skulle jeg bare ligge i brak de næste 24 timer, indtil de fik svar på diverse prøver. Jeg morede mig med at tage et billede med mig selv og sende en mms til vennerne hvor jeg storsmilende lå i hospitalssengen og gav dem fingeren. Jeg besidder selv en dyb selvironi og meget stor mangel på respekt for livet, så havde faktisk lidt svært ved at forstå mine venners chokerede adfærd, da et par stykker af dem kort tid efter mms’en dukkede op på sygehuset. Jeg var rimelig rolig ved situationen, for jeg følte ikke at jeg var ved at dø, og det var der umiddelbart heller ikke noget der tydede på. Dagen efter fik jeg svar på samtlige prøver. Blodprøverne var selvfølgelig fucked og kroppen viste lette forgiftningssymptomer og de fandt nogle stoffer i blodet der indikerede at jeg havde lidt en del muskeltrauma, svarende til massive fiberspringninger som følge af injektionerne. Disse intramuskulære skader skyldtes formentlig den meget høje koncentration af benzylbenzoat og benzylalhokol man finder i ampuller med steroider, med lav eller ingen esthervægt. Svarene på ultralydsscanningerne fik jeg med det samme. Lægen der scannede mig kunne ikke se indikationer på leverskader, og der var ikke synlige tegn på forstørret prostata. Mit hjerte var lidt større end normalen, men det svarede, som han sagde kun til en almindelig veltrænet sportsmands hjerte og hjertekamre og klapper havde optimal størrelse. Ingen forsnævringer eller fortykkelser. På mirakuløs vis var mit kolesterol tal også lavt – faktisk helt i bunden af normalværdiskalaen, hvilket nok skyldtes at jeg indtog meget lidt mættet fedt. Deres konklusion var at jeg ikke havde pådraget mig nogen irreversible skader, ved brug af anabolske steroider, men at der nok ville gå et stykke tid inden min endokrinologi var på plads igen.

Inden jeg fik lov at slippe af sted i min smerteplagede krop, skulle jeg lave en liste over alt det jeg havde taget gennem tidens løb og ca. i hvilke mængder. Det var med en hvis stolthed at jeg afleverede en tætskrevet side med salgsnavne og kemiske navne på samtlige stoffer jeg havde indtaget. Lægen var rimelig chokeret og vi havde en kort konversation omkring min livsindstilling og lette holdning til mit misbrug. Jeg viste jo udmærket godt, at det var galt, men jeg syntes det virkede upassende at indrømme min gode indsigt i mine fejltagelser, da dette kun ville få mine handlinger til at virke endnu mere stupide og uforståelige.

Nedturen

Halveringstiden på testosteron propionate, som var det sidste langtidsvirkende jeg havde taget, er 4,5 døgn. Man starter PCT efter 2 halveringstider. Med det samme jeg kom hjem fra hospitalet begyndte jeg på frekvente injektioner af HCG. Først 5000 iu hver anden dag i en uges tid, efter fulgt af 1500 iu hver tredje dag i en uges tid. Så passede det med at steroiderne var ved at være ude af kroppen på mig og jeg lagde ud med 40 mg tamoxifen og 100 mg clomid hver dag. Det er en meget stor dosis antiøstrogener og det er ikke uden bivirkninger. Tamoxifen giver ikke de vilde bivirkninger, selvom jeg dog har erfaret jeg får halsinfektioner HVER gang jeg kører det. Men derimod så kunne jeg slet ikke tåle Clomid. Det var første gang jeg prøvede denne type antiøstrogen, som primært bliver brugt i fertilitetsbehandling af kvinder. Havde hørt om at det gav nedture og lette depressioner, men havde ikke forestillet mig at jeg skulle kunne ligge og græde i fosterstilling foran fjernsynet derhjemme, fordi jeg blev så kraftigt psykisk påvirket af det. Hver dag var en smerte og jeg har aldrig prøvet at været så deprimeret, som mens jeg tog clomid. Jeg overvejede flere gange at kaste de resterende tabletter ad helvede til, men min vilje til at følge min PCT plan var for stærk. Heldigvis havde jeg kun clomid til de første 14 dage og skulle så køre tamoxifen for resten. Sideløbende kørte jeg bromocriptin for at give et kunstigt libido, i det tilfælde at jeg skulle møde en kvinde. Bromocriptin er en dopaminagonist der virker på D2-receptorerne i hjernen,  som sænker prolactinniveauet i blodet og bruges primært af parkinsonpatienter. Det er billigt på det sorte marked og dets mere effektive afløser Dostinex er mindst 10 gange så dyrt. Så skete det, at jeg sidst i oktober mødte en pige som gerne ville være sammen med mig. Jeg var egentlig total ligeglad med hende, men havde brug for at få højnet mit selvværd lidt, samt få bekræftet at jeg stadig kunne fungere seksuelt.

Jeg tog hjem til hende klokken 5 om morgenen, efter at jeg havde været på arbejde – og så kørte det ellers bare. Hun var på ingen måde tiltrækkende men bromocriptinen må have virket for jeg kom 3 gange på 3 timer og følte jeg bare kunne blive ved selvom jeg ikke havde den vilde lyst. Hun var selvfølgelig tydeligvis benovet og solgt. Da vi så klokken 9 om morgenen var færdige og hun begyndte at ligge og kigge på mig og sige at jeg var sød, kunne jeg fornemme at det var tid til at komme videre i programmet. Hvalen havde boostet min selvtillid og jeg kom med en flad undskyldning om at jeg skulle åbne et motionscenter klokken 10 og derfor blev nødt til at komme hjem og klæde om.

Fuldt bevist om at min egenproduktion var på toppen, begrundet af morgenens præstation, var jeg i hopla resten af dagen. Langt om længe var jeg kommet ud af mit misbrug og jeg var klar til at leve et normalt liv med normale fysiologiske værdier. Men det skulle snart vise sig at noget ikke var som det skulle være.

Jeg trappede ned i min PCT til 20 mg tamoxifen om dagen og 2,5 mg bromocriptin. Og så en uge efter hvalen mødte jeg en anden pige mens jeg var på arbejde. Jeg havde før lagt mærke til hende. En meget køn blondine med kæmpepatter. Jeg udvekslede numre med hende og var oppe at besøge hende dagen efter. Hun var rimelig interessant syntes jeg og noget der måske kunne udvikle sig til et forhold. Meget sød, men ikke så nem at få fat på. Vi snakkede sammen den første aften og aftalte at mødes igen.

Da jeg aftenen efter kom på besøg igen, var jeg nervøs. Viste at det nok ville udvikle sig til lidt mere end snak og var bange for at mesteren i underlivet ville svigte. Jeg havde på ingen måde nogen seksuel lyst, men måtte jo gennemføre hvis hun insisterede. Jeg skulle jo nødigt ødelægge mit eget selvbillede.  Vi mødtes, drak lidt vin og havnede i hendes seng. PANIK – den ville ikke – overhovedet ikke. Min bedste ven var død, min pik havde svigtet mig. Hele mit eksistensgrundlag var lige blevet rykket væk under mig. Skam og selvhad fyldte min krop og jeg blev virkelig ked af det. Hun forsøgte at trøste mig og efter lidt tid lykkedes det at få lidt liv i dyret, men jeg leverede den mest kiksede præstation jeg nogensinde har prøvet. Ikke sjovt for en fyr der udelukkende lever af sine præstationer. Hun valgte trods mit svigt at ses med mig igen, men de næste måneder skulle blive de skrækkeligste i mit liv. Min pik begyndte at svigte igen og igen og jeg fik taget blodprøver ved lægen, der viste at mit system stadig var kraftigt lukket ned. Lige meget hvad jeg foretog mig så havde jeg ingen libido. Det var mildest talt MEGET deprimerende at sidde derhjemme foran en pornofilm, for at teste min pik efter livstegn -  for at bare at sidde at trække i en kold gummielastik. Det er lidt overdrevet at han ikke ville, men når han kunne ca hver 2. gang jeg forsøgte, så var det med en slatten attitude og på ingen måde tilfredsstillende for nogen af parterne. Jeg begyndte at skyde HCG igen som stimulerer testiklerne direkte uden om FSH/LH systemet og fik da også en temporær glæde da jeg kunne køre 3 dages tid på et skud med 5000 iu. HCG skal dog kun bruges når der er sket såkaldt testikulær atrofi, dvs. skrumpenosser og mine var faldet ned igen fra deres ly oppe i bughulen. Studier gennem tiden har vist at for store mængder HCG kan nedsætte bitestiklernes sensitivitet til LH og ad den vej kan man påføre sig selv en tilstand kaldet hypogonadisme. Jeg måtte indse at jeg måtte stoppe med HCG for ellers ville jeg aldrig blive normalt fungerende.

Jeg havde sat pigen ind i tingene, og havde da fået nogenlunde forståelse for mit problem. Men som tiden gik begyndte hun at udvise større og større utilfredshed ved manglen på vores fysiske samvær eller de mange kiksede forsøg. Panisk kontaktede jeg min læge, og fik lov at få taget blodprøver igen. Det så stadig meget skidt ud med min egenproduktion, selvom der nu var gået næsten 4 måneder, siden jeg fik mit sidste skud. Min læge ville bare udskrive noget Cialis (tadalafil) og gav mig det råd at jeg skulle begynde og løbe og få noget mere selvtillid. Jeg forsøgte desperat at overbevise ham om at hvis tingene ikke var begyndt at blive bare lidt normale efter 3 måneder, så var det skidt. De fleste danske læger er komplet inkompetente når det angår steroidmisbrug og specielt i mit tilfælde, hvor jeg i løbet af 2 år havde taget hvad en velfungerende mand selv producerer på 50 år. I USA har man væsentligt større indsigt i længerevarende misbrug, og man ved at det kan medføre en irreversibel hypogonadisme hvis man ikke skrider medicinsk ind.  Hypogonadisme er en tilstand hvor testiklerne ikke udskiller testosteron. Det er normalt forårsaget af forhøjet prolactin niveau, øget arometaseaktivitet (dannelse af østrogen) eller svagt udviklede testikler, men der kan også ligge andre grunde bag. Min læge ville ikke lade høre og sendte mig gang på gang hjem med uforurettet sag.

Hele essensen af at være mand var forsvundet for mig, og jeg følte at min livskvalitet var på en minimum. Jeg overvejede dagligt at påbegynde steroider igen for at få mit liv tilbage, men jeg vidste at så ville det bare blive en ond cirkel. Min kæreste lagde et abnormt pres på mig og hele situationen blev ikke bedre af en situation jeg tidligere ikke har gjort rede for.

7 måneder før jeg gik endeligt OFF havde jeg været off et par måneder, men var faldet i igen. På daværende tidspunkt var jeg sammen med en pige som efter 14 dage blev gravid. Hun havde taget røven på mig og sagt at hun af kirurgiske grunde ikke kunne blive gravid. Og jeg troede i det hele taget slet ikke jeg kunne gøre hende gravid. Men en massiv mængde Tribulus Terrestis og HCG havde åbenbart sparket midlertidigt kunstigt liv i mine nosser.

Så alt imens jeg kæmpede psykisk med at holde mig OFF krudt og forsøge at beholde den pige jeg var blevet små glad for, så var der en anden kvinde der skulle undfange et barn, som jeg var faderen til. I dag forstår jeg ikke, hvorfor jeg ikke bare sagde FUCK til det hele og isolerede mig fra alt og alle, indtil der var kommet styr på min psyke og min endokrinologi. Skæbnen ville at den ene fødte mens jeg kom sammen med den anden. Jeg var ikke med til fødslen, men blev ringet op lige efter og ønsket tillykke af veninden til kællingen jeg havde gjort gravid. Det var virkelig skrækkeligt og pigen jeg var sammen med, havde det forståeligt nok ikke særligt nemt ved situationen.

Det hele blev så ikke meget bedre af at jeg 2 timer senere blev ringet op igen, og fik meddelelsen at min søn lige havde fået hjertestop og nu lå på intensiv.

Jeg strøg af sted på sygehuset og fik af vide at det havde taget 20 minutter at få liv i drengen igen. Han lå nu i respirator og de næste 9 dage kom jeg hver dag for at se til ham. Jeg følte mig så evigt alene i verden og svag som aldrig før. Måske var det mit misbrug, der var skyld i at der lå en lille dreng der med massive hjerneskader som følge af iltmangel efter hjertestop. Det var fuldkommen uforklarligt hvorfor han fik hjertestop og siden hen forklarede læger det, med et tilfælde af vuggedød. Han lå i respirator i 9 dage indtil de på Skejby sygehus, fandt ud af at han havde taget så meget skade af de 20 minutter uden ilt, at der ikke var noget at gøre. Jeg var selv med da de slukkede respiratoren, og der skulle gå mange lange timer inden han endeligt holdt op med at trække vejret og blev kvalt i sit eget slim. Alle har forsøgt at forklare mig at steroider ikke kan ændre arveanlæggene, kun mindske sandsynligheden for at gøre en gravid. Men alligevel nagede det mig, at det måske var min skyld.

I dag har jeg heldigvis lagt det bag mig, og set i bakspejlet, så var den dreng også bedre tjent med at dø end leve med moderen. Vil ikke beskrive det her – men alle der kender hende ville give mig ret.
Man skulle tro, jeg var så meget nede jeg kunne komme. Impotent, en kæreste der var ved at skride og et barn der lige var dødt. Men intet er så slemt det ikke kan blive værre, og da jeg så stod på arbejde en aften halvandet måneds tid efter barnets død, så ringede en af mine kollegaer og sagde min kæreste lige havde kysset med en anden og nu var gået med ham hjem. Jeg fangede hende tidligt på morgenen på hendes bopæl, da hun kom hjem med bollehår. Hun benægtede først alt, men jeg nappede hendes telefon, da hun fik beskeder, og fik derefter det svar jeg søgte. Hun havde kneppet med fyren en halv time forinden. Ene og alene af den grund, at jeg ikke kunne tilfredsstille hende. Som om jeg ikke havde fået nok. Jeg var helt nede, tog min bil og kørte bare rundt. Kørte forkert og var så deprimeret at jeg ikke kunne finde vej. Kunne ingen ting andet end at sidde inde i en mental klokke af ulykkelighed.

En del af min forretning gjorde også at jeg lå inde med en pumpgun, hvor skæftet var savet af så den var bedre til eventuelt indendørsbrug. En af mine kammerater havde på daværende tidspunkt lånt den til et ”formål” men det kom jeg først i tanke om da jeg kom hjem og ikke kunne finde den. Ellers havde jeg skudt hovedet af mig selv. Det ikke noget jeg har sagt til mange før, men den morgen da min X bollede udenom, da kulminerede det hele for mig. Min psyke hang i en tynd tråd, og troen på at mit liv nogensinde skulle blive noget nær udholdeligt, var helt og aldeles væk. Mit misbrug var ikke ene og alene primærårsagen til mit psykiske crash, men sammenlagt med utroskab, vuggedød og et krakeleret selvbillede efter et liv med omsorgssvigt, smådepressioner, forliste forhold og dårlige studieerfaringer, var det nok til at bægeret flød over. Nu skulle det have en ende.
Da mit gevær ikke var ved hånde valgte jeg i stedet for bare at nuppe en håndfuld Truxal, som min læge havde været så ”generøs” at udskrive, som plaster på såret over mine frustrationer over vuggedød og impotens. Det var ikke med hensigt at dø, at jeg åd sådan en håndfuld, men bare at sove i LANG  tid så jeg kunne få et mentalt breake fra det negative spind. Og jeg var da også væk et lille døgns tid!

De næste uger var total kaotiske og jeg kom ikke i skole. Græd en del og fik snakket med mine venner. Var tilbage til den utro X fordi jeg følte mig alene og mest af alt ville prøve at forstå, hvordan hun kunne være så led mod mig. Som en indskydelse så er psykisk vold i min verden lige så slemt som fysisk vold, om end ikke værre! Jeg var hadsk over for soen, og pludselig ville hun have mig tilbage, men nok mest bare fordi hun var svag, lige som jeg selv. Jeg var dum nok til at være sammen med hende et par dage, men indså straks at det ikke gik, for jeg var stadig delvis impotent. Hele min ungdom havde jeg været fokuseret på min seksualitet og andre, i mine øjne, målbare præstationer. Jeg var ikke verdens smukkeste fyr og min IQ var heller ikke helt høj nok til Mensa, samtidig med at jeg hadede at læse på min videregående uddannelse. Nu var det rykket væk under mig. Jeg havde mistet min identitet fuldkommen. Jeg var ikke andet end et nul. Siden hen har jeg lært at fokusere på de gode ting, såsom at mange ser mig som en rigtig god kammerat, en sympatisk fyr og så videre. Mine plejeforældre vil altid holde af mig, hjælpe mig og støtte mig, også selvom de har læst disse artikler. Intet kommer bag på dem mere.

Afslutning

Nu det lidt over et år siden at jeg fik mit ”sidste” skud.  Der er sket meget i det år. Jeg mødte kort tid efter den utro x, en utrolig sød og smuk pige. Det gik selvfølgelig galt de første gange vi var sammen, og jeg faldt kortvarigt i igen, da jeg simpelthen ikke kunne holde til det psykisk. Bildte mig selv ind at jeg bare ville tage testosteron, til jeg var ovenpå igen, men det blev meget kort for jeg vidste, den var gal og det var falsk over for pigen, som jeg hurtigt kom til at holde af. Hun var lidt ældre end mig men utrolig sød og forstående. I modsætning til alle andre piger, var hun udelukkende fokuseret på det indre ved mig, tillidsfuld og nem at komme til at stole på. Som ekstra bonus var hun den smukkeste jeg nogensinde har været sammen med, men det var pludselig ligegyldigt for mig. Det tog hende mange måneder at få mig til at slappe af, og med tiden fik jeg tillid til hende, at hun ikke ville forlade mig på grund af min fortid og eftervirkningerne deraf. Som nævnt ovenfor var jeg så dum lige at tage nogle ampuller testosteron for at booste min seksuelle performance, men jeg indså med det samme, at det ikke ville være vejen frem. Jeg stoppede og startede på en PCT igen. Denne gang med 2,5 mg femera hver dag i 6 uger. Ifølge medicinske forsøg skulle det være noget af det mest effektive overhovedet til at få hypofysen i gang igen. Jeg blev efterfølgende testet ved lægen og det viste sig at jeg havde fået en lille forbedring. Jeg var stadig kraftigt slukket, men nu lå mine tal ikke nær det absolutte nul, men derimod bunden af normalværdiskalaen. Det betød at det var på vej opad og hele sommeren 2006 spiste jeg hver dag 40 mg tamoxifen. I dag er det 6 måneder siden at det sidste krudt var helt ude af kroppen på mig. Det er 13 måneder siden min officielle OFF dag.

Jeg er rimeligt velfungerende seksuelt, men selvfølgelig kan det ikke hamle op med dengang jeg var på steroider. Sunde fænomener som morgenerektion og våde drømme er en meget sjælden forekomst, og jeg lever dagligt i en frygt for at jeg har taget permanent skade.  Min psyke har helt klart! Man har i mange år været klar over at der var stor hyppighed af selvmord blandt bodybuildere med steroidemisbrug og jeg forstår hvorfor. Lidelserne er ubeskrivelige, og den dag i dag kan jeg tydeligt mærke at jeg har skiftet personlighed. Jeg er blevet mere indelukket og impulsiv. Dette skyldes ifølge moderne videnskab, irreversible ændringer der sker i den forreste del af hjernen når man tilfører mandlige androgen/anabolske steroider. Jeg var selvfølgelig utrolig glad da jeg i oktober 2005 fik af vide at mine organer og så videre ikke havde taget skade. Alligevel kan jeg mærke en stor forskel ved min vandladning. Der er ikke meget tryk på og jeg er som regel oppe mellem 3 og 6 gange hver nat for at pisse.

En af mine venner spurgte mig forleden om jeg ikke var ked af alt det lort jeg havde fyldt i min krop, når jeg alligevel var meget pænere nu hvor jeg var 25 kg lettere og ikke havde bloat i hovedet. Ja – selvfølgelig fortryder jeg hvad jeg har gjort, men jeg forsøger at fortrænge fortrydelsen ved at fortælle mig selv, at jeg er blevet overordentligt meget klogere på mig selv. De sidste år har ikke lige været mine år, men de har gjort mig stærk og selvbevidst.

Gennem det sidste års tid har jeg rådført mig med en del forskellige X steroidbrugere, primært fra amerikanske boards. Det er ikke alle der er lige så uheldige som jeg, men nogen har også været langt mere uheldige, da de har fået kredsløbsproblemer og hjertelidelser. Som tingene ser ud i dag, er jeg mere end glad for at være stoppet. Havde jeg for 5 år siden været klog nok til at indse, at der er noget om snakken når folk siger det er en empirisk glidebane, så var jeg nok ikke begyndt.

For mig at se er den største hindring for et udbredelsesstop af steroider i Danmark, den evigt misvisende information som unge mennesker får fra alle hjørner. På den ene side står ADD med regeringen i ryggen og siger at din tissemand bliver mindre og du bliver impotent når du tager det, og på den anden siden så er fitnessmiljøet infiltreret af troværdige unge brugere, der benægter enhver form for bivirkninger eller problemer med stofferne. Jeg vil umiddelbart påstå at det er de troværdige unger misbrugere der er den største årsag til steroidernes udbredelse og forsatte eksistens. På den ene side benægter de, over for dem selv,  fremtidig mulig sterilitet, potensproblemer, prostatavækst og åreforkalkning, for at kunne fortsætte deres dyre kamp for den medieskabte idealkrop. På den anden side så er der efterhånden rigtig, rigtig mange der er villige til at sige hvad som helst om hvilket som helst produkt for at øge markedsomsætningen.  Bodyhouse for eksempel er total influeret af interessekonflikter. Med en smule insiderviden er det kun til at grine af, når folk snakker om hvad der er godt og skidt, for det handler i bund og grund om hvad de fremtrædende karakterer har til at ligge derhjemme i garagen, som de gerne vil SÆLGE. Grunden til at jeg kan sige sådan, er fordi jeg selv har været en af dem. Det er mest myter om steroiders virkemåde der er fremtrædende. Den værste af dem alle er dog MYTEN om at det ikke er nødvendigt at køre PCT. Steroidsælgeren er ikke interesseret i at kunden skal få hans system op at køre igen, for des mere slukket han er, des hurtigere mister han musklerne og des hurtigere kommer han tilbage for at købe nye varer. Det er koldt og kynisk! Som en anden Pusher forklarer SÆLGEREN hvad han selv kører, er enormt venskabelig og troværdig og tilbyder ligefrem at give dig afslag i prisen eller indsigt i hans steroide ”hemmeligheder”. Nogen af dem jeg kender, der har solgt steroider før i tiden, fik deres kunder til at ”bridge”. Det vil sige at køre en enkelt ampul hver eller hver anden uge mellem kurene. På den måde tabte kunderne ingen muskelmasse, men med tiden ville de blive så ”slukkede” at det ville blive uoverskueligt for dem at gå af, da deres endokrinologi er helt fucked på grund af en slukket hypofyse. Jeg har mødt nogen af kunderne og de var alle overordentligt glade for at bridge da de på den måde aldrig oplevede nogen problemer nu og her.

I dag har jeg lagt al steroidhandel bag mig. Nogle af mine venner er ved at følge trop hvad angår misbruget af steroider. Det gør mig glad at jeg måske har været en af faktorerne der har fået dem til at stoppe. Vi snakker af og til om tomheden ved at tage steroider. Flere af os har oplevet at vi fungerer dårligt socialt. Som en anden narkoman, så har vi i begyndelsen haft svært ved at få samtaleemner til at dreje sig om andet end steroider, men heldigvis kan vi have mere konstruktive konversationer i dag.   Efter at have skrevet min historie og ser tilbage på det færdige produkt, så er det med en hvis angst, at budskabet ikke rammer førstegangsbrugeren. Jeg har virkelig overdrevet brugen af doping og været ekstremt dum, men husk, jeg startede der hvor de fleste er nu – Jeg tog stor afstand til doping. Det mentale holdningsskred sker gradvist og DU opdager det næsten med garanti ikke selv, før det er for sent. Bare husk en ting: Har man først sagt A er sandsynligheden for at man siger B altid større. Derfor er det i mine øjne det nemmeste og smarteste, fuldkommen at holde sig fra præstationsfremmende medicin og nøjes med de sikre, EFFEKTIVE og gennemtestede produkter som man frit kan købe i Danmark. I dag er det eneste jeg indtager de gode vitaminpiller ”Omnimin” og så et høj kvalitets proteinpulver ”Bodylab Whey 95”, der sammen med seriøs kost og træning har givet mig rigtigt gode resultater.

I Danmark er antallet af steroidmisbrugere utroligt højt. Heldigvis er steroider en rimelig bekostelig affære for den typiske bruger, en ung mand mellem 16 og 25. De fleste kører måske kun en eller to kure og har ”heldigvis” så dårlige trænings- og kostrutiner at de intet får ud af det, og dermed opgiver at ”krudte” sig til store muskler. Andre bliver hooked og det er dem jeg ønsker at få til at stoppe. Jeg tror ikke på at ADD (anti doping Danmark) kommer nogen vegne ved at køre skræmmekampagner, for det er meget få der tager skade af en enkelt kur eller to, og hvis de oplever bivirkninger så er de forbigående. Derimod håber jeg at flere af de ”virkelige” steroidvrag vil stille sig frem i offentlighedens lys og fortælle om deres erfaringer. Der er utroligt mange X-brugere i Danmark, men kun en meget lille del af dem har lyst til at indrømme deres fejltagelser. Mange af dem har svært nok ved at indrømme deres fejl over for sig selv, og endvidere er det ikke sjovt at skulle stille sig frem for offentligheden, når halvdelen af den fejlinformerede befolkning tror man som steroidmisbruger har skrumpediller.

Efterord

Brug af steroider er et resultat af den kultur vi lever i. Velstand og fysisk fremtoning er to primærfaktorer der vægter meget tungt når vi i dag skal bedømme os selv og andre. Vi kan ikke komme uden om at vi er pattedyr, om end højerestående, så er det stadigvæk det Darwinistiske begreb ”Survivel of the fittest” der er afgørende for hvem der får mage og hvem der ikke gør. Jeg tror at lige så længe kvinder tænder på store muskler, lige så længe vil der være mænd der forsøger at skyde genvej til en mere attraktiv krop.   Som flertallet tror, så tror jeg heller ikke at jeg en dag får kræft, kredsløbsproblemer eller en hjertelidelse. Men gør jeg, så ved jeg at jeg med sikkerhed vil dø i bitterhed over min ungdoms fejltrin, og give mig selv skylden for min tilstand, da den om muligt ikke er forårsaget, så fremskyndet af den mængde potentielt helbredsmæssige stoffer jeg har indtaget.

Kom med din kommentar til artiklen her